Billedserie: Spor fra renæssancen
Renæssancen startede med reformationen, hvor den danske kirke gik fra at være katolsk til at blive protestantisk.
Klik på billedet herunder og gå med på opdagelse i Renæssancen. Derefter kan i arbejde med spørgsmålene i denne artikel.
Historikernes viden stammer fra kilder. Nogle kilder er genstande, altså ting, der ser dagens lys, når arkæologerne graver. Det kan for eksempel være mønter, våben, smykker, potteskår og gamle redskaber.
Fra middelalderen er der for første gang flere skriftlige kilder, der fortæller om fortiden. Kilderne er skrevet på latin. Latin var et skriftsprog, som kirkens kloge, lærde mænd kunne læse og skrive. De lærde begyndte at skrive love og regler ned. Kilderne fortæller for det meste om de rigeste mænd, da det var dem, der kunne skrive. I dag ved vi derfor mere om kongemagten og kirken end om bønderne.
Selvom der kommer flere skriftlige kilder i renæssancen, er der stadig ikke mange kilder i forhold til senere i Danmarks historie.
Udover de skriftlige kilder har vi mange historiske spor fra fortiden, der stadigvæk kan ses ude i landskabet. Det kan være middelalderkirker, ruiner og slotte. På museerne er der mange malerier og gamle møbler fra renæssancen.
Her kan du bl.a. se, hvordan Christian 4. er blevet brugt og forstået gennem tiderne.
Arbejdsspørgsmål
Gå på opdagelse i kilderne, dyk helt ned i teksten og find svarene på spørgsmålene. Svar, der giver dig mulighed for at lære menneskene, der levede før dig, at kende. Måske lærer du også dig selv bedre at kende?
- Hvilken sygdom døde mange mennesker af i renæssancen?
- Frederik 2. byggede et nyt slot ud af murstenene fra et kloster. Hvorfor blev klosteret revet ned?
- Hvilken Gud troede mennesker i renæssancen på?
- Skete der noget med den måde, mennesker i renæssancen tilbad Gud på?
- Hvem var Luther, og hvad var hans ønske med religion?
- Har Luther været vigtig for Danmark?
- Synes du, at alle har lige meget ret til at kunne tilbede Gud?
- Hvad synes du, er det mest spændende fra renæssancen - og hvorfor?
Svære ord
Kilder og genstande:
Der findes flere typer af arkæologiske kilder:
De spor, man finder i jorden, kan være ting man har tabt eller gravet ned som for eksempel smykker og redskaber. Det kalder vi for genstande.
Man kan også finde spor efter grave og bopladser i jorden.
Arkæolog:
En arkæolog er en person, der arbejder med fund fra fortiden, som de finder nede i jorden.
Lærde mænd:
Lærde mænd er en betegnelse for rigets klogeste mænd.
Nationalmuseets Undervisning
Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
Mail: undervisning@natmus.dk
Ekstramateriale til undersøgelse af kilder
Som ekstramateriale til undervisningsmaterialet er der udviklet et analyseværktøj til brug i undersøgelsen af kilderne i dette undervisningsmateriale. Brug arket til at gå i dybden med kilderne.