Parlamentarisme, folkestyre og kvinders stemmeret

Grundlovens indførelse i Danmark i 1849 var første skridt imod et demokratisk Danmark. Men der skulle gå godt 70 år før demokratiet betød en stemme til kvinder, fattige, tjenestefolk og straffede.

I 1901 var der et politisk systemskifte i Danmark, som betød at det politiske princip om parlamentarisme blev indført. Det kom efter en årrække, hvor den konservative godsejer Estrup havde regeret landet ved hjælp af en lang række midlertidige love, selv om flertallet af de politisk valgte i Folketinget var i mod ham. Indførslen af parlamentarismen betød, at Kongen ikke længere kunne udnævne en regering, som havde et flertal i folketinget imod sig. Hvis de havde det, skulle regeringen gå af – det politiske princip gælder stadig.

Parlamentarismen var første skridt imod et reelt folkestyre i Danmark, hvor flertallet af Danmarks befolkning bestemmer hvem, der styrer landet.

Indtil kvinder og tjenestefolk fik stemmeret ved kommunalvalg (1908) og til folketingsvalg (1915), var det kun 15 % af befolkningen, der kunne stemme: Ustraffede mænd over 30 år, der kunne forsørge sig selv og sin familie. Fattige mistede stadig deres stemmeret, hvis de have modtaget fattighjælp og ikke havde betalt den tilbage til staten. Straffede mennesker måtte stadig vente til 1959, før de kunne stemme. Det var en årelang politisk kamp for ligestilling, som ændrede grundloven og dermed sikrede en bredere del af befolkningen del i den demokratiske praksis.

Ved det første folketingsvalg i 1918, hvor kvinder kunne stemme, blev fire kvinder stemt ind. Den ene af dem var Nina Bang, der i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister for undervisning.

Først i 2011 – næsten 100 år efter ændringen af Grundloven – fik vi i Danmark vores første kvindelige statsminister Helle Thorning Smith.