Den fælles modstand

Modstand eller samarbejde? Siden 1970’erne har det været et ømt og omdiskuteret punkt i Danmarks historie under 2. verdenskrig.

Modsatte danskerne sig Hitlers tyske besættelsesmagt i 1940’erne, eller samarbejdede de - og hvorfor? Det spørgsmål diskuteres jævnligt af historikere, politikere og tidligere modstandsfolk.

Den danske regering valgte at samarbejde med besættelsesmagten, da tyske soldater marcherede over grænsen 9. april 1940. De mente, at de ydede ”passiv” modstand, der gjorde de tyske befalinger mildere og skånede danskerne.

En væbnet modstand voksede gradvist frem og kom til udtryk i Augustoprøret 1943. Modstandsfolkene blev allerede inden krigens afslutning fejret som nationale helte. Deres sabotage blev af store dele af befolkningen set som eksempel på, at danskerne handlede og satte sig imod besættelsen.

Det blev fortællingen om, hvordan folket stod sammen mod fjenden og vandt. De danske nazister, samarbejdet med tyskerne og behandlingen af tyskere efter krigen gled i baggrunden.

I 2003 anvendte daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, 60-året for Augustoprøret til at tage afstand fra den danske regerings samarbejdspolitik med tyskerne under krigen. Dermed var han med til at skabe opbakning til handling mod tyranni – og derfor forståelse for dansk deltagelse i krigen i Irak (2003-2011).