Jagten på danmarkshistorien
Ny udstilling
Almindelige danskere finder tusindvis af genstande fra vores forfædre. Udstyret med metaldetektorer finder de historiens spor i jorden. Nogle af deres fund er noget helt særligt, og de erklæres for danefæ.
Siden år 1241 har det været lov, at vi skal aflevere danefæ til kongen. I dag skal vi aflevere fund til museerne, for de tilhører os allesammen. Til gengæld får finderne en findeløn – en danefægodtgørelse.
I udstillingen møder du nogle af de mennesker, som har gravet fortiden frem, og du ser, hvad de har fundet i jorden, og hvad der skal til for at finde historiens skatte. Du ser Vindelevskatten, som er en af Danmarkshistoriens hidtil største, rigeste og flotteste guldskatte. Du får også historien om den dag detektorførere fandt Fæstedskatten, den største guldskat fra vikingetiden. Den kan du se i udstillingen "Togtet".
Foruden Vindelveskatten kan du se en stor guldhalsring fra Sydvestjylland, guldgubber fra Sorte Muld på Bornholm, romerske guldmønter fra Gudme på Fyn og fingerringe med ædelstene og inskriptioner. Fundene giver os mulighed for at forstå og formidle endnu flere detaljer af vores fælles Danmarkshistorie.
Ole og Jørgen fandt en af danmarkshistoriens største guldskatte
Vindelevskatten afslører nyt om Odin i Danmark
Engang i 400-500 tallet lå der en stormandsgård lige der, hvor Vindlevskatten blev fundet. Gården har tilhørt en lokal konge eller stormand. Indskriften på en af brakteaterne er verdens ældste indskrift, som indeholder navnet på guden Odin. Historien om ham i Danmark rykker nu 300 år længere tilbage i tiden, nemlig til begyndelsen af 400-tallet. Resten af skatten består brakteater produceret i Danmark og romerske kejsermedaljoner. Brakteaterne i Vindelevskatten er meget større end de brakteater, man kender fra andre fund.
De største skatte er fundet af almindelige mennesker
Danskernes bidrag til museet er et væsentligt kapital i Nationalmuseets mere end 200 år lange historie. Det er helt almindelige mennesker, som har indleveret nogle af de mest betydningsfulde genstande, som letter tågen for vores forfædres verden og giver os indsigt i, hvad vi er rundet af.
Landmand fandt Solvognen
I september 1902 gik landmanden Frederik Willumsen og pløjede på ny jord i Trundholmmose på Vestsjælland. Ploven skar dybt gennem sumpen. Frem og tilbage. Ploven hev først bronzehesten op, og på tilbagevejen dukkede også solskiven frem. Willumsen antog, at det var gammelt legetøj, og gav hesten til sin datter. Hurtigt blev hesten et tilløbsstykke for gårdens naboer, snakken gik, og naboen skovkaserer West fik også nys om sagen og indbrettede det interessante fund til Nationalmuseet. Arkæologer gennemsøgte systematisk fundstedet, og mellem jord og sten dukkede flere brudstykker af både vognhjul og solskivens skrøbelige guldbelægning frem.
Knippelpige fandt Guldhorn
I 1639 gik den fattige pige Kirsten Svendsdatter på en mark i Gallehus ved Tønder. Hun var lige ved at snuble over noget hårdt, der stak op af jorden. Først troede hun, at det var en trærod, men så opdagede hun, at det glimtede. Hun gravede det op med hænderne og stod med det ene af de to Guldhorn.
Kirsten afleverede fundet, men måtte efter noget tid selv gøre kongen opmærksom på, at hun gjorde sig fortjent til en findeløn. Foran prinsens hof fortalte hun sin historie, og hun fik sin fortjeneste – et skørt. Guldhornet endte som raritet i Kongens Kunstkammer. Senere blev det stjålet og omsmeltet. I dag kan du se en kopi af Kirstens fund i Guldrummet på Nationalmuseet.