Din historie starter her
Vores mission er klar!
Vi er Danmarks største kulturhistoriske museum og eksterne læringsmiljø, og det er vores ambition at være elevernes historiske rygrad og give dem rig mulighed for at placere sig selv i historien. 20 museer under Nationalmuseets paraply giver læring til ca. 100.000 børn og unge over hele landet fra børnehaver, grundskoler, ungdomsuddannelser til sprogskoler.
Nationalmuseet København, Krigsmuseet, Christiansborg Slot, Kronborg Slot, Klunkehjemmet, Musikmuseet og Brede Værk er alle kraftcentre for Nationalmuseets afdeling for læring.
Vi skaber nye læringsrum
Vi samarbejder med en bred skare af uddannelsesinstitutioner og aktører for at imødekomme relevans og sikre samspillet mellem undervisningssektoren, Fælles Mål, lærerplaner og museets genstande.
Vi er klasserummets alternativ og skaber rammerne for sociale oplevelser og fælles referencer i nye læringsrum. Gennem dialog og aktiv deltagelse skabes læringssituationer, der styrker elevernes samarbejdsevne og handlekompetencer til at kunne argumentere og diskutere.
En legende tilgang
Nationalmuseets læring vil udfordre elevernes virkelighedsopfattelse. Vi vægter en legende og eksperimenterende tilgang til læring, hvor museets forskning bliver gjort forståelig, konkret og aktuel, gennem sanser, involvering og kreativitet. Museets læring tager udgangspunkt i elevernes livsverden og forforståelser og den tager udgangspunkt i, at elever lærer forskelligt.
Eleverne møder fortiden gennem nogle af Danmarkshistoriens og verdenskulturens mest spektakulære genstande og autentiske miljøer. Gennem mødet med disse får eleverne koderne til at opdage, at historien vil dem noget og at fortiden er en palet af muligheder for at forstå fremtiden.