Gård fra Bangsbo, Læsø
Det mest markante ved de gamle Læsø-gårde er de enorme tage. De er tængende med ålegræs, som voksede i rigelige mængder omkring øen.
Læsø blev tidligt til en søfartsø, og øen langt ude i Kattegat opretholdt længe sine helt særlige traditioner og dragter.
Åbnet 1954.
Husets historie
Gården hed Dethsgård, og den var den østre halvdel af en større tvillingegård. Tvillingegårde, eller sågar trillinge- eller firlingegårde, var almindelige på Læsø, og de rummede to eller flere hushold, der havde hver sine rum og bygninger på gården.
Til gengæld finder man ikke mange landsbyer på Læsø, og de største gårde kunne være indviklede størrelser, der næsten var landsbyer i sig selv.
Gårdenes ejerhistorier er ofte brogede på Læsø, for der blev handlet ofte og meget med gårde og huse, og en enkelt mand kunne sagtens eje flere gårde på en gang.
Gårdene blev ofte også solgt eller gik i arv i kvindelig linje, et træk, der går igen for den anden halvdel af tvillingegården Dethsgård.
Den anden halvdel blev i 1787 skødet til enken Margrethe Nielsdatter fra hendes far, Niels Michelsen. I 1789 solgte hun til pigerne Karen Lund og Karen Birch.
I 1811 gik gården videre til Karen Høyen, som solgte igen i 1819 til Adam Henrik Deth. gården gik til hans søn Lyder Deth i 1826, efter hvem gården antageligt har sit navn.
Frilandsmuseets del af Dethsgård er antagelig opført omkring 1736, et årstal, der genfindes på noget af tømmeret. I løbet af 1700-tallet kom flere længer til, og der er bygget til eksisterende længer.
I 1790 solgte Peder Lynget gården til den da 38-årige Christopher Terben. I 1797 solgte han til Skipperdatter Maren Juuls Poulsdatter, som sammen med sin mand solgte videre til Andreas Berg i 1804. Han døde i 1835 og efterlod sig enke og 6 børn, hvoraf flere blev sømænd.
I 1859 gik gården videre til en af Andreas Bergs døtre og hendes mand, Christen Rasmussen. I 1898 fik Christens ugifte datter Cathrine skøde på gården, som hun drev videre sammen med sin bror, Andreas.
Bygningen
Læsøgårdens mest karakteristiske tegn er det store tangtag. Ålegræs var en af de rigelige ressourcer på den ellers sandede og træfattige ø.
Herunder finder du en lille billedserie af tængingen af Læsøgården på Frilandsmuseet.
I huset findes to næsten selvstændige lejligheder. Familien holdt til i dagligstuen med alkove, standur og i kammeret med vugge.Her ligger også køkken og forrådskamre.
På den anden side af indgangen ligger storstuen til opbevaring og gilder med smukt bemalede møbler og fine billeder. I storstuen findes både alkove, og et lille sovekammer.
Usædvanligt er det lille skorstenskøkken bag storstuen, som gør rummene til en selvstændig lejlighed. Den kunne bruges både til aftægt eller til udlejning.
I flere omgange har den været lejet ud til strandede søfolk, som i vinterperioden ikke kunne komme videre i nogle uger eller måneder.
Bygningens bindingsværk er spinkelt, og en del af vragtræ. Gården er delvist opført af byggematerialer fra den nedrevne Hals Kirke.
Gårdens have
På den flade ø var blæst og fygende sand et evindeligt problem.
Haverne blev hegnede med græstørv som et beskedent værn mod vejr og vind.