Gård fra Østerlars, Bornholm
På Bornholm var der tidligere en række fiskerlejer og små købsteder langs kysten. Inde på øen lå de store gårde enkeltvis, og der var ikke mange landsbyer i landskabet.
Gården fra Bornholm lå alene på sine jorder med en stor frodig have lige bag ved stuehuset. Bygningerne er solide, og rummene fornemt indrettede med nips, tapet og snedkermøbler.
Erhvervet 1968. Åbnet 1982.
Gårdens historie
Frilandsmuseets gård fra Bornholm hed Damaskegård, og lå i Østerlars sogn. Dens ejerhistorie går tilbage til slutningen af 1600-tallet. En af de første kendte ejere hed Jep Andersen. Omkring 1810 overtog Ared Weidemann Ipsen gården.
Damaskegård var i familien Weidemanns eje indtil 1885, hvor den blev købt af Jens Peter Bidstrup Thorn. Efter 1885 blev den købt og solgt mange gange til forskellige. I tiden omkring 1920, som indretningen viser, ejede Valdemar Jørgensen gården. Han overtog den i 1918.
Folkene på gården hørte til Bornholms elite af gårdmand med store gårde og mange dyr. På gården var der omkring 1920 5 heste, 15 køer og en tyr, 6 kvier og 6 kalve, 20 grise med næsten ligeså mange pattegrise og masser af høns.
De mange svin blev sendt til øens andelssvineslagteri, og kødet eksporteret videre, blandt andet til England og Tyskland. Også smørproduktionen var betydningsfuld. Omkring år 1900 var der lige under 20 andelsmejerier på Bornholm, som alle lavede smør og ost af mælken fra de lokale bønder.
På det sort/hvide billede fra Damaskegårdens have til højre ser man gårdens ejer, sandsynligvis Hermann Andreas Svendsen, med hund og langpibe. Den yngre mand yderst til højre er Julius Svendsen, født på nabogården i 1877. Måske var han karl på Damaskegård, da billedet blev taget omkring år 1900.
Bygningen
Det meste af gården er fra omkring år 1800. Østlængen kom til i 1842, og i 1865 byggede man det lille fritstående bage- og vaskehus, som ligger bag køkkenet.
I løbet af 1800-tallet blev stuehuset gjort bredere bagtil, så der blev plads til et stort køkken og et sovekammer.
Gården er bygget i solidt bindingsværk, og den er som i Østjylland og på Fyn opstolpet i en farve, sort, og kalket i en anden, her hvid. Væggenes tavl er dels udmurede med brændte sten, dels lerklinede.
I udlængerne lægger man særligt mærke til hestestalden. Den er rummelig, og kalket i en fin, lyseblå farve. Den blå farve skulle efter sigende virke afskrækkende på fluer, men den giver også rummet et helt særligt lys.
Bønderne satte stor pris på deres heste, og hestestaldene på gamle gårde er tit lidt flottere indrettet end staldpladserne til andre husdyr.
Stuerne er indrettet efter tidens smag og mode. En undtagelse er dog det store gavlværelse, salen. Den er møbleret som storstuerne typisk var det på landet, med seng, dragkister til opbevaring og ekstra stole og borde.
Salen er ikke som de andre rum blev tapetseret eller moderniseret. Den blev brugt til opbevaring, til fest, og som ligstue. Her lå gårdens døde på lig i kisten i de få dage, der gik mellem dødsfald og begravelse.
Gårdens have
På Bornholm var haverne store, og man dyrkede blomster og frugt i det milde klima.
I løbet af 1800-tallet lagde man sig efter den landskabelige stil i de store haver