Kom på besøg i historien
Frilandsmuseet er stemning og skønhed mellem smukke huse og gårde, haver og landskaber. Nu kan du få mere at vide om gårdene og folkene, som boede her, når du bestiller en omvisning med vores gode museumsværter. Vi tilbyder omvisninger om Livet på bondegården og om Børnene på bondegården.
Rundvisninger bestilles senest 1 uge før afvikling. Rundvisninger refunderes kun i tilfælde af aflysning fra museets side.
Prisen for en omvisning er 900 kr. på hverdage og 1100 kr. i weekender for en omvisning på en time. Alle omvisninger skal finde sted indenfor museets åbningstid.
Der kan max. være 25 personer på en omvisning
Omvisninger bestilles på nettet her
Ønsker man som skoleklasse en rundvisning eller undervisning på Frilandsmuseet, skal det ske via Undervisning på Frilandsmuseet, som findes her. Her findes også en oversigt over museets mange undervisningstilbud.
Livet på bondegården
Iblandt Frilandmuseets huse, haver, marker, høns, heste, grise, kør og får kan I leve jer ind i livet på landet for en dag. På denne omvisning får I mere at vide om de bønder, der har boet i Frilandsmuseets huse og gårde – den store fæstegård og det lille husmandshus. Se hvordan bønderne sov, spiste og knoklede i køkkenet, marken og alt derimellem. Hør om hårdt arbejde og store fester, om livet og årets gang for familie og tyende i en tid, som virker fjernt fra vores egen.
Denne omvisning henvender sig især til det voksne publikum.
Børnene på bondegården
På bondegården var arbejde ikke kun for de voksne. Her boede hele familien, med far og mor, søster og bror. Sammen med karlene og pigerne var alle med til det daglige arbejde. Drengene skulle lære at blive mænd, så de skulle ud i marken og stalden. Pigerne skulle lære at blive voksne kvinder, så deres opgaver var inde i huset ved ildstedet, smørkærnen og uldhækken. Men det ville være kedeligt hvis alt gik op i arbejde, indimellem er der også tid til leg. Vil I være bønder for en stund? Så kom og hør om livet på bondegården og prøv at arbejde og at lege som bønderbørn.
Denne omvisning henvender sig især til børn og børnefamilier.
Kontakt
Mail: line.busk.stehr@natmus.dk
Mails besvares hurtigst muligt, dog kan ventetid forekomme i perioder.