Den danske udgravning
Udgravningen i Hama
I 1930 kom den unge danske arkæolog Harald Ingholt til byen Hama ved Orontesfloden i det vestlige Syrien, for at foretage nogle prøveudgravninger på Hamas byhøj. Da prøveudgravningerne så lovende ud, fik Harald Ingholt mulighed for at foretage egentlige udgravninger i årene 1931-38 med støtte fra Carlsbergfonden.
Udgravningerne kom til at kortlægge byhøjens ca. 7400 års historie, som går helt tilbage til stenalderen omkring 6000 f.Kr. og op til 1400 e.Kr.
Der foregik allerede franske udgravninger i Syrien, bl.a. i Byblos og i Palmyra, da den danske ekspedition begyndte. Men den dengang eksisterende litteratur om Syriens arkæologi var hovedsageligt koncentreret om den hellenistiske periode og middelalderen. De danske udgravninger fik derfor stor betydning for vores viden om udviklingen i det nærorientalske område – vore dages Mellemøsten. Det vestlige Syriens historie - fra stenalder til den islamiske periode - blev bedre belyst, og ekspeditionen fik efterfølgende også betydning for Nationalmuseets Antiksamling, hvor mange af udgravningens fund befinder sig i dag.
De forskellige arbejdsopgaver
Ingholt ekspeditionen hyrede lokale arbejdere til at forestå udgravningsarbejdet. Arbejderne kom fra handels- og håndværkerfamilier fra Hama eller fra landsbyer i Orontesdalen. Arbejdsstyrken kunne udgøre helt op til 400 personer. Der var rift om arbejdet, for det var godt betalt i forhold til både offentlige og private arbejdspladser i Hama. Kontrollen med arbejderne blev foretaget af den velanbefalet Ala ad-din afandi, et medlem af den magtfulde al-Kilani familie. Mens ægyptiske formænd havde ansvaret for det finere udgravningsarbejde. De var trænede i Megiddo - i Israel, eller ved den berømte Sir William Flinders Petries udgravninger.
Arkæologerne overvågede udgravningsarbejdet og førte udgravningsdagbøgerne. Dertil foretog de registreringsarbejde, som indebar at føre lister og beskrive de genstande, der var blevet fundet på udgravningen.
Arkitekter stod bl.a. for at opmåle og tegne ruiner og byplaner fra de mange udgravnings-lag, som hver især afspejlede en tidsperiode.
Konservatorer sørgede for restaureringen af genstande. Der var også en fotograf til at fotografere - både genstande og selve udgravningen. Keramik spillede - dengang som nu - en vigtig rolle i opdeling af tids- og kulturperioder på en udgravning. Derfor vaskede deltagerne potteskår, inddelte dem i tidsperioder og satte dem sammen, som passede. Til dette arbejde hjalp både konservatorer og udvalgte arbejdere.
Ud over arbejdere til selve udgravningsarbejdet havde man også ansat to tjenere, en kok og en vaskekone. Førstetjeneren, Said ibn Muhammad al-Tabba lærte ekspeditionsmedlemmerne en del om de lokale forhold, han lærte dem at håndtere forskellige situationer samt nogle kundskaber i arabisk.
Kokken Subhi var særdeles værdsat. Maden bestod af sæsonbestemte frugter og grøntsager, kød fra fedthalefår, som også leverede mælk omdannet til yoghurt. Dertil var der runde fladbrød, usaltet smør og ost. Hvis man ønskede finere madvarer, måtte disse importeres fra Beirut.
Arbejde og fritid
Arbejdsdagen begyndte tidligt om morgenen, og så var der middagshvil på det varmeste tidspunkt af dagen. Om aftenen kunne ekspeditionens deltagere læse de tre uger gamle tilsendte aviser. I de første år foregik det ved stearinlys og petroleumslampers skær, for der var ingen elektricitet. Da det godt kunne blive koldt om aftenen, drak de cognac for at holde varmen. Derefter gik de tidligt i seng.
Harald Ingholt, ekspeditionens leder havde med sit meget omtalte talent for forhandlinger, fået organiseret at alle holdt fri om søndagen. Dette gjaldt også de ansatte, som var muslimer, hvis helligdag normalt er om fredagen. Søndagene blev brugt til forskellige udflugter, ofte på hesteryg.
Arkitekten Ejnar Fugmann brugte også søndagene til at male akvareller af byen omkring byhøjen.
Nogle gange var der lokale fester, som ekspeditionen kunne overvære og fotografere.
Det skete ofte at ekspeditionen fik besøg fra nær og fjern. Blandt de besøgende var der flere berømte arkæologer – som f.eks. Sir Leonard Woolley, der udgravede de såkaldte ”Kongegrave i Ur” i det sydlige Mesopotamien. Max Mallowan, som udgravede flere oldtidsbyer i Mesopotamien og i Syrien kom også på besøg sammen med sin berømte hustru - Agatha Christie.
Ekspeditionsdeltagernes boliger
I begyndelsen var ekspeditionen indkvarteret i en skole, men senere fik man mulighed for at leje et finere hus - bygget i orientalsk stil. Førstesalen var inddelt i en mandlig del (kaldet salamlik), som ekspeditionen anvendte om dagen, og en kvindelig (haramlik), som deltagerne sov i. Kvindeafdelingen havde vinduer mod nord og var således behagelig i den varme tid, men den var til gengæld temmelig kold om vinteren.
Vandforsyningen kom fra en akvædukt, som stod i forbindelse med et af Hamas vandhjul ved Orontesfloden. Fra akvædukten blev vandet ledt til en gårdfontæne samt til åbne latriner tæt ved køkkenet. Da flodens vand også blev brugt til kloak, var vandet ikke særlig indbydende, så ekspeditionsdeltagerne filtrerede vandet gennem store lerkar og kogte det bagefter. Opvarmningen om aftenen foregik med transportable kulbækkener, som dog ikke gav megen varme.
Når der var tid, kunne ekspeditionsdeltagerne nyde den smukke udsigt fra husets balkon mod gaden.
Efter 1935 blev ekspeditionen tilbudt et fredet karavanserai, kaldet Khan Rustam Pasha. Khan Rustam Pasha blev bygget i 1561 af Rustam Pasha under sultan Suleiman den Store og blev regnet for en af de smukkeste osmannisk-tyrkiske bygninger i Hama.
Khan Rustam Pasha var en firlænget bygning, som indrammede en stor åben gård, hvor der i midten var en lille moske. Omkring gården var der hvælvede rum, som tidligere blev brugt af de rejsene og deres transportdyr.
Her kunne ekspeditionsdeltagerne få eget værelse, og der blev også plads til at indrette arbejdsrum, laboratorium, fotografisk atelier, køkken og spiserum. Der var tillige god plads til magasiner til opbevaring af fund fra udgravningen.
Ekspeditionens deltagere
Harald Ingholt forblev udgravningens leder i alle årene, mens ekspeditionens deltagere ind i mellem var skiftende.
- Arkæologer:
Victor Christian, Florence Day, Poul Jørgen Riis, Nora Scott, Vagn Poulsen. - Arkitekter:
Charles Christensen, Ejnar Fugmann, Jørgen Rohweder, Georg Tchalenko. - Konservatorer, fotografer m.m.
Mathilius Schack Elo, Bodil Hornemann, Frode Jensen.
Desuden medvirkede: F. Comstock, Poul Dueholm, E. Esmer, Marc Le Berre, Elias B. Marsh jr. og I. Terentieff.
