Mumier og dødetro

For en ægypter sluttede livet ikke med døden. Sjælene, Ka'en og Ba'en, levede videre, men ville dø, hvis legemet forsvandt. Derfor begyndte ægypterne ca. 2700 f.Kr. at balsamere de døde. Teknikken blev hele tiden forbedret, og den nåede sit højdepunkt ca. 800 f.Kr.

Indvoldene blev fjernet gennem et snit i venstre side, men hjertet skulle blive på sin plads. Undertiden blev hjernen også fjernet. Kroppen blev derefter dækket med natron. En måned senere blev den tørrede krop smurt over med lak, og der blev hældt lak ind i kroppen. De tørrede indvolde blev lagt tilbage i kroppen eller begravet i fire såkaldte kanope-krukker, hvis låg var dekoreret med gudehoveder.

Den næste måned gik med at svøbe mumien i hørlærred. Det var ofte slidt tøj, der blev genbrugt. Hele ritualet skulle i alt tage præcis 70 dage. Der blev ofte lagt amuletter mellem bandagerne. Den vigtigste amulet lignede en skarnbasse, en såkaldt hjerte-skarabæ, der skulle beskytte den døde ved Osiris' domstol.

Den færdige mumie blev lagt i en eller flere kister, anbragt inden i hinanden, alt efter hvad familien havde midler til.

En gave til brug i dødsriget

Billedet viser en ægyptisk værktøjskasse med seks redskaber. Den ti cm lange kasse med de tilhørende redskaber er dog kun modeller, som har været en del af de gaver, der fulgte den døde i graven, og var beregnet til brug i dødsriget.

Øverst fra venstre ses en sav, en bue (uden streng) og en økse. Buen blev brugt til at dreje det tilhørende bor med. Nederst fra venstre et bor, en syl og en tværøkse.

Redskaberne er lavet af træ og kobber; øksebladene er fæstnet til skæfterne med fine hørtråde, overtrukket med harpiks.

Fra Nekhetkawis grav, ca. 2040-1990 f.Kr. Flere genstande fra Nekhetkawis grav kan ses i Antiksamlingen rum 301.