Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Guvernørresidensens historie (1773-2009)

Fra etableringen af den danske handelsstation i Tranquebar i 1620 havde guvernøren sin officielle residens i fæstningen Dansborg. Da den danske tilstedeværelse fra 1660'erne antog en mere permanent karakter, foretrak guvernøren – ligesom andre regeringsembedsmænd – i stigende grad at bo uden for Dansborg i lejede eller ejede byhuse.

I 1784 købte den danske stat det statelige hus på Paradepladsen over for Dansborg af den tidligere guvernør David Brown, for at huset fremover kunne blive officiel residens for den danske guvernør i Tranquebar.

Facaden af den bygning, som den danske stat købte som guvernørresidens i 1784. Rigsarkivet.
Facaden af den bygning, som den danske stat købte som guvernørresidens i 1784. Rigsarkivet.
Den nye facade på guvernørens residens, tegnet af guvernør Peter Anker i 1794. Museet for Søfart.
Den nye facade på guvernørens residens, tegnet af guvernør Peter Anker i 1794. Museet for Søfart.

Det store trefløjede hus blev bygget som privat hjem for en velhavende britisk købmand i 1773 i britisk, palladisk kolonistil med fladt tag og en kolonnade på forsiden. Ligesom traditionel tamilsk arkitektur var huset forsynet med en stor indre gård. Fra gården var der direkte adgang til haven, der var udlagt i fransk barokstil. På den store grund øst for haven fandtes pakhuse, stalde, et skur til køretøjer og palanquiner, et køkken og værelser til tjenestefolk og staldkarle.

Efter at huset var blevet overtaget af den danske stat, blev facaden ændret med en stor central veranda og en dobbelt kolonnade tegnet af Peter Anker, som var guvernør i Tranquebar fra 1788-1806. Den nye facade gjorde guvernørens residens til det største og mest spektakulære hus i byen.

Huset tjente som privat hjem for skiftende guvernører og deres familier og til afholdelse af officielle møder, forsamlinger og modtagelse af fremmede delegationer. Med regelmæssige banketter, baller og sammenkomster i huset var guvernørens residens et vigtigt samlingspunkt for det sociale liv i det europæiske samfund i Tranquebar frem til 1845, hvor handelsstationen blev afhændet til briterne.

Guvernørens residens. Akvarellen har tilhørt guvernørfamilien Mourier og er muligvis et arbejde fra 1830'erne af Adele Mourier (1803-1855), søster til Konrad Emile Mourier, som var dansk guvernør fra 1832-1838. Museet for Søfart
Guvernørens residens. Akvarellen har tilhørt guvernørfamilien Mourier og er muligvis et arbejde fra 1830'erne af Adele Mourier (1803-1855), søster til Konrad Emile Mourier, som var dansk guvernør fra 1832-1838. Museet for Søfart
Den store sal i guvernørens residens, som den danske arkitekt Jens Damborg forestiller sig den klar til en gallamiddag. Tegnet i 1984. Privat eje
Den store sal i guvernørens residens, som den danske arkitekt Jens Damborg forestiller sig den klar til en gallamiddag. Tegnet i 1984. Privat eje
Indisk produceret bestikkasse af elfenben. Tranquebar, sent 1700-tal eller tidligt 1800-tal. Foto: John Lee, 2015. Nationalmuseet (Inv.nr. 429-1989f)
Indisk produceret bestikkasse af elfenben. Tranquebar, sent 1700-tal eller tidligt 1800-tal. Foto: John Lee, 2015. Nationalmuseet (Inv.nr. 429-1989f)

De danske guvernørers og deres familiers dagligliv er dokumenteret i uformelle breve, der blev sendt til familie og venner, samt i notater og dagbøger, skrevet af gæster, der besøgte guvernørens residens gennem årene. Desuden sendte guvernørerne formelle rapporter hjem til den danske konge om forholdene i den danske handelsstation. I dag opbevares disse dokumenter i danske arkiver og beretter om privatliv, offentlige fester samt officielle besøg og ceremonier i guvernørens residens samt om de personlige relationer mellem de danske udsendinge og deres lokale kolleger og tjenestefolk.

I det sene 1700-tal og det tidlige 1800-tal fulgte møbleringen og udsmykningen af europæiske huse i Tranquebar hovedsagelig den europæiske stil. Når man møblerede sit hus med polstrede sofaer, spilleborde, spejle eller guideroner havde det den indlysende funktion at give i det mindste en visuel følelse af hjemlighed i en ny og fremmed verden. Møblerne var som regel fremstillet af lokale materialer af lokale håndværkere, og inventarlister fra guvernørresidensen fra forskellige perioder oplyser mange detaljer om mængden og typen af møbler og husholdningsartikler i huset.

Huset i den periode, hvor det tjente som regionens saltkontor fra ca. 1910-1985. Foto: Knud Heiberg, 1935. Nationalmuseet
Huset i den periode, hvor det tjente som regionens saltkontor fra ca. 1910-1985. Foto: Knud Heiberg, 1935. Nationalmuseet

Da danskerne forlod Tranquebar i 1845 blev guvernørens residens rømmet for inventar og efterladt ubenyttet. I 1860 omdannede briterne bygningen til retsbygning, hvilken funktion den havde indtil 1884.

I 1910'erne blev bygningen indrettet til regionskontor for oplagring og handel med salt, og denne funktion varede indtil 1985, da huset med den store grund blev overtaget af staten Tamil Nadus turistministerium, som snart efter byggede og åbnede et nyt hotel opført nederst i haven, Hotel Tamil Nadu.

Den tidligere guvernørresidens er en af de arkitektonisk mest spektakulære og historisk betydningsfulde bygninger i Tranquebar. To andre vigtige bygningsværker, fæstningen Dansborg og Landporten, har begge officiel status af historiske monumenter, der er beskyttet af de indiske myndigheder for kulturarv, og de er derfor velbevarede.

Tekst: Professor Esther Fihl og ph.d.-studerende Caroline Lillelund, 2016
Webdesign og supervision: Cand. mag. Bente Gundestrup
Oversættelse fra engelsk: Cand. mag. Tine Wanning