Krigens rædsler
I 1633 udgav den franske kunstner Jacques Callot 18 kobberstik under titlen: Krigens rædsler. Igennem et titelblad og 17 scener tegner stikkene et gruopvækkende billede af Trediveårskrigens Europa.
Inspiration for Goya
Callots stik hører til de mest berømte billedlige fremstillinger af 1600-tallets krigsførelse, og de har bl.a. været inspirationskilde for Goyas fremstilling af krigens gru godt 200 år senere.
Det centrale element i Callots stik er fremstillingen af overgreb begået af soldaterne. Seriens nr. 4-8 viser soldater, der plyndrer, voldtager, myrder, afbrænder kirker, overfalder postvogn m.v.
Forbrydelse og straf
Callots stik nr. 9 viser, at de forbryderiske soldater bliver fanget, og i de følgende 5 stik (10-14) fremstilles de straffe, der svarer til forbrydelserne.. Soldaten, der afbrænder en kirke, havner på bålet; soldaten, der overfalder en postvogn, bliver radbrækket (rad er det tyske ord for hjul); plyndringen af gården, hvor pølserne hænger under loftet, fører til hængning osv.
Disciplin fører til belønning
Stik nr. 9 bliver således den akse, hvoriom de fem straffe afspejler de fem forbrydelser. Tilsvarende spejler stik nr. 2 og 3 sig i stik nr. 15 og 16. Først ser man hvervningen af soldaten og de opstillede geledder – og derefter soldaten i kamp i (stikkene 2 og 3). Derefter ser man de forkrøblede og forarmede soldater i stik 15 og 16.
Man kan også se de to afsluttende stik – 17 og 18 – som seriens morale. På det ene stik er bønder i færd med at hævne de mange overgreb på en gruppe soldater. På det andet stik får de gode soldater deres betaling. Det udisciplinerede soldaterliv fører til hævn og død; det disciplinerede liv fører til belønning.