Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

En tid af guld, jern eller bly

En tid af guld, jern eller bly
Filosoffen René Descartes repræsenterede om nogen tidens usikkerhed i sit forsøg på at finde et sikkert grundlag for viden. Alt hvad fortidige autoriteter havde skrevet kunne principielt være falsk. (Jonas Suyderhoef (1623–1686) efter maleri af Frans Hals (1582/1583–1666, British Museum. Original på <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Jonas_Suyderhoef_after_Frans_Hals_-_engraving_of_Ren%C3%A9_Descartes.jpg">Wikimedia Commons</a>)

Den spanske forfatter Cervantes kaldte slutningen af 1500-tallet for en jern-tid. I modsætning til tidligere tider, der var ”en gylden tid”. Den franske forfatter Montaigne gik skridtet længere og kaldte perioden for en bly-tid.

Sygdomme og hærgen

Også i første del af 1500-tallet var der mange desillusionerede opfattelser af samtiden. Kirkestriden, der førte til reformation og kirkens splittelse, blev set som et udtryk for, at de sidste tider var nær.
Men usikkerheden og pessimismen blev mere udbredt i anden halvdel af 1500-tallet: Nye sygdomme som syfilis, det voksende antal løsgængere, de omsiggribende hekseprocesser, de fortsatte religiøse kampe, den voksende trussel fra osmannernes fremrykning. Der var mange tegn på, at kaos og uorden herskede.

Nytænkning og usikkerhed

Man forbinder ofte renæssancen med nytænkning. Med en begyndende opfattelse af mennesket som andet og mere end blot målet for Guds skaberværk; som et mål i og for sig selv. Med en opfattelse af udvikling og fremskridt. Med en nedbrydning af gamle autoriteter og systemer.
Men netop i kredsen af nytænkere svingede mange mellem fremskridtstro på den ene side og usikkerhed og ængstelse på den anden side. Navnlig i lyset af tidens uorden og kaos.

Alt kan være blændværk

Tidens usikkerhed kom mest markant til udtryk i filosoffen Descartes’ forsøg på at finde et sikkert grundlag for viden. Alt hvad fortidige autoriteter havde skrevet kunne principielt være falsk. Alle hans sanseindtryk kunne i sidste instans være blændværk. Men netop i denne tvivl finder han noget sikkert. At han tvivler, beviser, at han i det mindste selv må eksistere. ”Jeg tænker, altså eksisterer jeg”.