Første Slesvigske Krig 1848 - 50

I 1848 gik Danmark fra enevælde til demokrati. Selve systemskiftet var fredeligt - nærmest kedeligt. Men i kølvandet fulgte en bitter og blodig borgerkrig, som snart fik indblanding fra stormagterne.

Da demokratiet kom til Danmark

I 1848 kom demokratiet til Danmark. Europa genlød af nye tanker og idéer. Småstater og fyrstedømmer skulle erstattes af samlede nationer med fælles identitet og nationalfølelse. Enevældige kongehuse skulle afløses af demokratiske styreformer.

Den danske monark regerede fra gammel tid som konge over Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Nu lød folkekravet på et demokratisk og dansk Danmark. De, der følte sig danske og talte dansk, skulle samles i én nation. Resten skulle skæres væk. Det betød rent praktisk, at Slesvig skulle være dansk, mens Holsten og Lauenborg kunne gå til Det Tyske Forbund. Under truslen om revolution accepterede kongen kravene.

Slesvig og Holsten siger nej tak

Mens systemskiftet var forbavsende fredeligt i København, vakte det stor uro og vrede i hertugdømmerne. Slesvig og Holsten havde deres egen dagsorden. De ville ikke være en del af ”projekt Danmark for danskerne”. De ville forblive samlet, beholde den danske konge som deres hertug og have ham som repræsentant i Det Tyske Forbund. Da de hørte, at det danske monarki var blevet afløst af et ”pøbelvælde”, skred de til øjeblikkelig handling. De nedsatte deres egen regering i Kiel og indtog våbenarsenalet i Rendsborg. Borgerkrigen var skudt i gang.

Krigens første slag stod ved Bov. Her lykkedes det den danske hær at sikre kontrollen over Nordslesvig. Oprørerne fik nu støtte fra Preussen og Det Tyske Forbund, og i løbet af de næste to år mødtes hærene flere gange.

Udfaldet fra Fredericia

Et af de mest kendte slag i krigen blev Udfaldet fra Fredericia i 1849. Her slog den danske hær de slesvig-holstenske belejrere tilbage.

Slaget fandt sted natten til 6. juli 1849. Uden for Fredericia Fæstning lå 14.000 slesvig-holstenske soldater. Efter to måneders belejring var området oversået med løbegrave, skanser og belejringsapparater. Inden for murene stod 19.000 danske soldater klar til kamp. Scenen var sat til det store slag.

Kl. 1 blev fæstningens porte forsigtigt åbnet. Den danske general Rye sneg sig ud med sine mænd og bevægede sig nordpå langs stranden. Snart myldrede danske tropper frem overalt i ly af mørket. Der blev kæmpet indædt, mand mod mand. Efter voldsomme kampe blev slesvig-holstenernes skanser erobret. Da solen sendte sine første stråler over slagmarken, var kampen forbi. Danskerne havde vundet, men blandt de døde lå general Rye. Han havde først fået skudt to heste væk under sig og var derefter selv blevet dræbt.

En skæbnesvanger dansk sejr

Sejren ved Fredericia fik enorm moralsk betydning for danskerne, som næsten følte sig uovervindelige. Krigen blev dog ikke afgjort på slagmarken. Den sluttede først i begyndelsen af 1851, da stormagterne gennemtvang en fred. Den løsning, de trumfede igennem, var langt hen ad vejen blot en tilbagevenden til situationen før 1848: en formel genoprettelse af det danske monarki.

Problemerne var dog langtfra løst, hvilket skulle vise sig ganske få år senere. I 1864 blussede konflikten atter op, og danskerne opdagede, at de ikke længere kunne leve højt på sejren ved Fredericia