I 1990’erne rullede en lavine af borgerkrig hen over det daværende Jugoslavien. Det begyndte mod nord i Slovenien i 1991 og sluttede mod syd i Kosovo i 1999. Undervejs tog volden til i styrke og brutalitet. Etnisk udrensning, terrorbombning, mord, massakrer og voldtægt blev en del af hverdagen for indbyggerne på Balkan. På sidelinjen stod danske og internationale soldater længe uden mulighed for at stoppe rædslerne.
Så længe nogen kan huske tilbage, har der været uro på Balkan. Et hav af forskellige kulturer, sprog og religioner lever dør om dør med hinanden i en krudttønde, hvor konflikter altid ulmer. Efter Anden Verdenskrig blev kommunisme samlingspunktet. Slovenien, Kroatien, Bosnien, Serbien, Montenegro og Makedonien blev samlet i den kommunistiske republik Jugoslavien. Den blev holdt sammen i et jerngreb af lederen Tito. Da han døde i 1980, begyndte sammenhængskraften at smuldre. Fra 1989 smuldrede også den kommunistiske verden. Der var ikke længere noget til at dæmme op for konflikterne på Balkan.
I 1991 erklærede Slovenien og Kroatien sig selvstændige. Denne opløsningstendens passede ikke serberne, som var den største befolkningsgruppe i Jugoslavien. Krigslavinen rullede. Næste land i rækken, Bosnien, besluttede i 1992, at de også ville være selvstændige. Krudttønden eksploderede i et totalt inferno. Krigen mellem serbere, kroater og muslimer i Bosnien udviklede sig til et ekstremt blodigt opgør.
Jugoslaviens opløsning var brutal og chokerende at være vidne til. FN besluttede derfor at gribe ind. Som medlemsland sendte Danmark i 1992 styrker til Balkan. Oplevelsen af at være udsendt til borgerkrigen på Balkan var frustrerende og direkte traumatiserende for mange af soldaterne. FN-styrkerne havde hverken mandat eller udrustning til at gribe ind over for de grusomheder, de oplevede. De kunne kun være magtesløse vidner.
I 1993 involverede NATO sig i konflikten, og i 1995 gennemtvang USA en fred i Bosnien. Konflikten mellem bosniske muslimer, serbere og kroater blev lukket ned. Serbien insisterede stædigt på at fastholde det smuldrende Jugoslavien, som nu kun bestod af dem selv og Montenegro.
Mens der endelig var blevet fred i de nordlige områder, blussede konflikten stadig mod syd. Den lille serbiske provins Kosovo kæmpede sin egen frihedskamp. Kosovo var primært beboet af albanere, som ikke ønskede at være en del af Serbiens drøm om et serbisk domineret Jugoslavien.
Denne gang havde det internationale samfund, inklusive Danmark, fået nok af at være tilskuere til krigens rædsler. I 1999 gik NATO ind i Kosovo-konflikten og bombede i 77 dage store dele af Serbien og Montenegro. I juni trak de serbiske styrker sig ud af Kosovo, mens NATO-styrker blev sat ind for at bevare freden. Først i 2008 kunne Kosovo dog erklære sig selvstændigt.