Pinseblus

Pinseblus er en skik, der minder om nutidens Sankt Hans-bål. Der har været flere forskellige bålskikke, der alle handlede om, at man skulle tænde bål og blus på særlige. hellige aftener.

Det var bl.a. i Vestjylland, over imod Herning og Holstebro, at der brændtes pinseblus. Blusset kaldtes også for "Vækild" eller "Pinsevækild". Den fest, med dansk og musik, som holdtes ved bålet kaldte man for væklidsfest.

Pinseblus blev tændt på høje

Bålet blev tændt pinsedags aften, og gerne fx på en høj eller lignende, så det kunne ses langt omkring. Skikken holdt sig længst i egnene syd for Skive, hvor man stadig brændte blus omkring 1910.  Folk begyndte at samle sammen til bålet allerede en måneds tid før. Grene, tørv, rødder m.m. blev samlet sammen og dynget op på bålpladsen. På festaftenen blev bålet tændt, og ungdommen samledes for at danse og lege. Når bålet var brændt ned, kunne man finde på at drage videre til andre bål i nærheden, som fortsat brændte.

I salmen "Herrens røst, som aldrig brister" omtaler Grundtvig pinseblusset: "Var kun altid sjælens øje stadig til vor Herre vendt, da på evighedens høje pinseblus for mig var tændt." Som barn boede Grundtvig i Thyregod, og havde dermed erindringer fra en egn, hvor man ikke blussede til Sankt hans eller Valborg, men til pinse.