Fanny Louise von Mehren

Den unge Fanny Louise von Mehren (1820-1845) var en af de få danske kvinder, der kom til Guldkysten. Hun døde kort efter sin ankomst, men nåede at sende en række breve hjem til Danmark, hvori hun bl.a. beskriver en rejse i bærekurv til plantagen Frederiksgave.

Fanny Louise von Mehren blev født i 1820 i Helsingør hos en velstående familie. Som 24-årig blev hun gift med Peter Frederik Lucian Hansen, som netop var blevet udnævnt til læge ved de danske besiddelser på Guldkysten.

Kort tid efter brylluppet sejlede parret med Kaptajn Voss fra Helsingør i briggen Immanuel. De ankom til Fort Christiansborg på Guldkysten kun to måneder senere, i oktober 1844. I løbet af de to måneder på havet og under det efterfølgende ophold skrev hun flere breve til en veninde hjemme i Helsingør.

Fanny Louise von Mehren døde af ”Klimatfeberen” kun 25 år gammel. Hun blev begravet på den danske kirkegård ved fortet Christiansborg. Feberen eller ”Klimatfeberen” var det, som europæerne oftest døde af på Guldkysten. Betegnelsen dækkede over gul feber, malaria, guineaorm og andre tropiske sygdomme.

I dag eksisterer den danske kirkegård ved Fort Christiansborg ikke længere, men et afskrift af von Mehrens gravsten er bevaret.

"Det er dog med en vis Spænding jeg gaar alt dette mig ukjendte imøde, det kan dog være interessant at se saa meget Nyt, jeg synes ordentlig jeg begynder at blive nysgerrig alt som det nærmer sig."(7)

"Den 9d Octbr skal jeg da altsaa iland paa Guinea, det tænkte man mindst paa for et Aar siden, Gud veed om det ikke havde været bedre at det aldrig var kommen til udførelse, jeg veed ikke der paakommer mig i dag saa mange Ængstelser, dog i Guds Haand staar jo Alt, og i sikker Forhaabning til ham vil jeg modigt gaa min Skjæbne imøde. Næste gang jeg fortsætter vil det være fra Guinea. Jeg gyser ved Tanken" (8)

"Nu om 14 dage skal jeg til Plantagen med Hansen og nogle Flere, den ligger 4 Mil herfra og skal være et aldeles Eldorado. Jeg samler paa alle slags Rarieteter for at sende hjem og der vil jeg forøge dem.

Vi skulle bæres i Kurve dertil, tænk Dig nu ikke en prosaisk Torvekurv, nej en nydelig flettet kurv, saa lang at man kan ligge i den, der bliver nu lagt et Tæppe paa Bunden, en Hovedpude under Hovedet og man lægger sig nu til at sove om man behager. Man bruger 4 til at bære den, i Førstningen er det som man skulde til at falde, men senere gaar det fortræffelig. Jeg condolerer mine Bærere, thi i Sandhed jeg hører ikke til de Letteste, jeg troer jeg er bleven fed herovre." (18)

"Jeg er saa meget alene, da Hansen jo maa være meget af Dagen i Byen, da der er meget at bestille. Hver Morgen kommer der en Vogn og henter ham, og saa kommer han hjem naar vi skal spise, som er Kl 12, dog saa meget som muligt bliver han hos mig, og er i det hele taget saa god og elskværdig imod mig som tænkes kan, han gjør Alt for at erstatte mig Tabet af mine Venner og Glæder!!!" (10)
 
"Hansen og jeg ere lykkelige med hinanden, thi Hansen er uendelig god og elskværdig imod mig" (17)

"Men det kan jo gjerne være at jeg er død forinden den Tid, Klimatfeberen har maaske alt ført mig til Himmels, jeg er saa ganske forberedt derpaa, og hvad om man døer nogle Aar før eller senere!" (6)

"Blot jeg havde saa godt Feberen overstaaet som Hansen, men Herregud døer man saa døer man, men jeg beder dog til Gud om at leve, og hvorfor skulde jeg ikke?" (17)