Frederiksgaves historie
Plantagen Frederiksgave blev opført i 1828-32 og foræret af Frederik VI til danskerne på Guldkysten, dels til plantagedrift og dels til rekreation. I dag vidner bygningerne på Frederiksgave om de sidste 20 års historie af den knap 200-årige periode fra 16598 til 1850, hvor danskere handlede, levede og døde på Guldkysten. Danske købmænd havde i konkurrence med andre europæere handlet med afrikanere og sendt dem over Atlanten, under umenneskelige forhold. Her blev de solgt til plantager langs den amerikanske kyst, især i Caribien. Da Danmark i 1803 officielt forbød den transatlantiske slavehandel, ledte man efter nye, mere humane, indtægtskilder. Plantagedrift var oplagt, og med brug af slaver blev der gjort forsøg med at dyrke sukkerrør, tobak, indigo, kaffe mv.
Beretninger fra Frederiksgave
Flere af datidens fastboende danskere har omtalt Frederiksgave i efterladte dokumenter og breve. Her på siden er samlet uddrag af beretningerne, der giver et godt indblik i dagliglivet på plantagen med slaver, sygdom, kærlighed, vilde dyr, rejser og plantagedrift.
Lægen Poul Erdmann Isert (1756-1789) gjorde i 1780’erne de første danske forsøg på at anlægge plantager i Afrika, og hans ideer fik betydning for den senere opbygning af Frederiksgave.
Den danske jøde Wulff Joseph Wulff (1809-1842) lagde grunden til en talrig slægt på Guldkysten og hans hus og grav kan stadig ses i Ghanas hovedstad Accra. Han beskrev bl.a. flere dødsfald på Frederiksgave, og hvordan han mente, at alkohol kunne modvirke sygdom!
Løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup (1819-1893) opholdt sig på Guldkysten på samme tid som den unge kvinde Fanny Louise von Mehren (1820-1845) og den sidste danske guvernør, Edward Carstensen (1815-1898). De besøgte alle jævnligt Frederiksgave og brugte hovedsageligt stedet som udflugtsmål og til rekreation.
Frederiksgave grundlægges
I 1831 opkøbte den danske guvernør på den danske stats vegne "skøde" på den nyanlagte plantage Bikuben inklusive de tilhørende 32 slaver. Plantagen blev omdøbt til Frederiksgave, efter den daværende danske konge Frederik VI. Ved senere tilkøb af jord blev den på 163 acres.
Foruden et hovedhus under opførelse, fandtes der på stedet i 1831 en lille by med 12 huse, hvor slaverne boede. Den blev senere udvidet til 20 huse. For at lette transporten til kysten, anlagde man en allé til Fort Christiansborg med tamarindtræer importeret fra Indien.
Plantagedriften opgives
Hovedafgrøden på Frederiksgave var kaffe, hvoraf der i 1834 var ca. 5000 buske. Plantagen blev senere også anvendt til forsøg med andre afgrøder. I 1836 måtte den daværende danske guvernør, Mørch, dog indberette, at forsøgene med dyrkning af kaffe, sukkerrør, tobak, indigo, bomuld, vin og figner alle havde givet et ringe udbytte, og at forhåbningerne om at kunne skabe en plantageproduktion i området måtte opgives.
Årsagerne til, at plantagedriften måtte opgives, er både blevet diskuteret i samtiden og efterfølgende. Der er blevet nævnt grunde som klimaet, dårlige jordbundsforhold, usikkerhed ved ejendomsrettighederne, manglende viden om plantagedrift og slavernes begrænsede arbejdsindsats. Konkurrence fra billigere og mere effektiv plantageproduktion i andre dele af verden og fra andre lokale økonomiske aktiviteter som for eksempel produktion af palmeolie hos lokale bønder kan også have spillet ind.
Plantagedriften fortsatte for nedsat kraft på Frederiksgave, men stedet overgik efter 1836 til i langt højere grad at være kursted for syge danske embedsmænd fra Fort Christiansborg. I 1848 frigav man officielt alle slaver både i Vestindien og Afrika. I 1850 solgte man alle de danske besiddelser på Guldkysten til England. Herefter forfaldt Frederiksgaves bygninger.
De økonomiske relationer på Guldkysten
De økonomiske relationer fra 1658 til 1850 mellem samfundene på Guldkysten og de udsendte danske repræsentanter kan opdeles i 3 perioder:
1658-1690: Guldhandel. I den tidligste periode handlede danskerne overvejende med guld fra Afrika.
1690-1803: Slavehandel. Hovedaktiviteten var handel og transport af slaver. Under uhygiejniske og trange forhold opbevaredes de først i slavekasematter på forterne og senere fragtedes de over Atlanten i danske og udenlandske slaveskibe. En stor del af slaverne blev syge og mange døde på vejen.
1803-50: Plantagedrift. Efter den officielle danske afskaffelse af de atlantiske slavetransporter søgte man at finde nye handelsvarer, som kunne eksporteres fra Guldkysten. Man forsøgte sig med plantagedrift på Guldkysten, som Frederiksgave er et eksempel på.