Mellemkrigstiden

I 1922 kom fascisterne til magten i Italien. I 1920 blev det tyske nazistparti grundlagt, og i 1933 blev Hitler rigskansler i Tyskland. Efterhånden blev næsten hele Syd- og Centraleuropa domineret af fascistiske eller autoritære regimer. I Spanien førte general Franco, med hjælp fra Italien og Tyskland, i 1936-39 borgerkrig mod den demokratisk valgte regering. I kampen mod fascismen satte mange venstreorienterede deres lid til Sovjetunionen og vendte det blinde øje til Stalins politiske udrensninger. På den modsatte fløj var mange borgerlige fascinerede af fascismen som et bolværk mod kommunismen. Det officielle Danmark forsøgte at manøvrere mellem ismernes yderpoler. Prisen var en vis eftergivenhed over for den store nabo mod syd. Bl.a. sendte Danmark flygtninge fra Hitler-Tyskland tilbage.
I 1924 overtog Socialdemokratiet for første gang regeringsmagten. Med i regeringen var undervisningsminister Nina Bang - verdens første kvindelige minister. Sammen med de Radikale indførte Socialdemokratiet en lang række velfærdsreformer i 1930’erne. Statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) blev en samlende faderfigur og uhyre populær i befolkningen. Stauning skrev i 1934 det socialdemokratiske partiprogram ”Danmark for Folket”. Arbejde, bedre boliger og sociale rettigheder til alle var nogle af hovedpunkterne i programmet, ligesom det nationale betonedes. Ved valget i 1935 under parolen ”Stauning eller Kaos” fik Socialdemokratiet en stor fremgang til 46,1% af de afgivne stemmer.