Ungdommen
I begyndelsen af 1960’erne var der 100.000 flere unge mellem 14 og 17 år end blot ti år tidligere, de såkaldt store årgange. Folkeskolen udviklede en mere fri pædagogik, der lagde vægt på børnenes selvstændighed. Skolegang og uddannelse blev vigtig i alle samfundsgrupper, og velfærdsstigningen gav forældrene mulighed for at forsørge de unge, indtil de var færdige med skolen eller lærepladsen - længe efter konfirmationsalderen. De unge fik øget købekraft og eget værelse. Både drenge og piger fik færre forpligtelser og mere fritid, hvilket skabte bekymring hos den ældre generation.
Ungdommen ansås for farlig, og ”den vrede unge mand” blev et begreb for den utilpassede del af ungdommen, der tog afstand fra forældrenes regelrette og kedelige liv. De ældre lagde på deres side afstand til popkulturens masseprodukter og overfladiskhed. I tidens debat blev begrebet generationskløft ofte brugt.
Amerikaniseringen efter 1945 bragte jitterbug og rock ’n’ roll til Danmark. Arbejderungdommen dansede til Elvis Presley på jukeboksen og gik til asfaltbal, hvor det kom til sammenstød med politiet. Beatmusik, korte kjoler og langt hår fra Swinging London slog igennem i 1960’erne. The Beatles blev efterlignet overalt, også i Danmark, hvor pigtrådsmusikken lød, og det lange hår bølgede.
Gymnasiasterne læste de franske eksistentialister Camus og Sartre og gik i jazzklubber, hvor amerikanske musikere var forbilledet. Islandske sweatere og anorakker hørte til udstyret. Mændene røg pibe og havde fuldskæg - pigerne glat hår og stoftrykbluser. De første atommarcher fandt sted med deltagelse af mange gymnasieelever.
I tidens ungdomskulturer spillede musik, dans, tøj og hår en vigtig rolle i formuleringen af oprør og ny identitet: anderumper, læderjakker, mods og beatniks.
I 1960’erne og 1970’erne gjorde unge oprør i den vestlige verden. Oprøret skulle omfatte alt. Samfund og individer skulle ændres for at gøre verden til et bedre sted. Ungdomsoprørerne mente, at fjenden var det kapitalistiske samfund, der ikke var indrettet til menneskenes bedste, men til at give størst muligt udbytte til kapitalen. Ungdomsoprørerne eksperimenterede med nye bolig- og samlivsformer. Kernefamilien, hvor manden bestemte over konen, og de voksne over børnene, blev anset for at være undertrykkende. I stedet søgte oprørerne fællesskaber baseret på ligeværd og frihed, da livet i parcelhuset efter deres mening var for pænt og konformt.
I København blev mange huse dømt til nedrivning, fordi kommunen hævdede, at de var uegnede til menneskebolig. Mangelen på boliger til unge var stor. De unge syntes, at der var et bedre miljø i de gamle huse, og slumstormere besatte fx huse som Sofiegården på Christianshavn.
I 1971 indtog en gruppe unge den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn. De erklærede området for fristad og døbte det Christiania. Christiania fik eget fælleskøkken, sundhedshus, smed, posthus, spillesteder og meget mere. Overtagelsen af forsvarets ejendom var ulovlig, og der lød krav fra både Folketing og offentlighed om at få stedet rømmet. I 1972 aftalte regeringen og Christiania at bevare området som et socialt eksperiment, mod at beboerne betalte for el og vand og i det hele taget overholdt landets love.
Firsernes tjekkede unge delte ikke ungdomsoprørernes syn på krop og mode. Yuppierne, de unge, succesrige karriereorienterede, kunne lide at spejle sig selv i caféernes rustfrie ståldiske. Fitness og bodybuilding kom på programmet. Moden foreskrev sexet blondeundertøj, mærkevarer, antirynkecreme og skulderpuder.
I 1990erne var mange unges liv meget anderledes end den tilværelse, forældrene havde haft, og de fleste unge fik en bedre uddannelse end deres forældre.