Stormen på København - svenskekrigene 1657-1660

Langs med søjlegangen på den ene langside af Nationalmuseet i København løber Stormgade. Gaden har ikke navn efter den susende trafik eller den ofte stride blæst, der står mellem facaderne. Det er en anden og mere dramatisk begivenhed, der ligger bag, nemlig det svenske stormangreb på København i februar 1659.

Dér, hvor Nationalmuseet ligger i dag, var der for 350 år siden åbent vand. Men i februarkulden var havet frosset til, så der var åbnet en iskold vej for landets fjender til byens hjerte, Slotsholmen, som kun var beskyttet af ret svage mure og volde. Derfor var det netop her, at slaget om Danmarks fremtid kom til at stå.

Svenskekrigene 1657-1660

Aldrig har Danmark været så tæt på udslettelse. Danmark under Kong Frederik III’s ledelse havde i 1657 erklæret Sverige krig i tillid til, at den svenske konge Carl Gustaf havde hænderne fulde med krigsførelse i Polen. Men svenskekongen afbrød det polske felttog. Ved en tapper og dristig manøvre overrumplede han totalt danskerne, da han i isvinteren 1658 med hele sine krigsvante hær marcherede over de tilfrosne danske bælter. Snart nærmede svenskerne sig det uforberedte København, og danskerne var nødt til at gå ind på den sønderlemmende Roskilde-fred 26. februar 1658, hvor blandt andet alle de danske egne øst for Øresund blev afstået til Sverige.

Men den svenske konge fortrød snart, at han ikke havde taget hele Danmark, når han nu var i gang. Så i august 1658 gik svenskerne atter i land på Sjælland og rykkede mod hovedstaden. Denne gang indså Frederik III, at det var knald eller fald. Han afslog at flygte til Norge med ordene “Jeg vil dø i min rede”, og byen rustede sig energisk til forsvar. Snart lå svenske hære i en jernring om byens lave volde. Danmark modtog til alt held hjælp fra Holland, som sendte en flåde til København. Den kæmpede sig forbi de svenske skibe i sundet og medbragte en tiltrængt forstærkning til byens forsvar. Svenskerne fortsatte dog belejringen, men trak deres hovedlejr lidt væk til bakkerne ved Brønshøj. Her opstod en veritabel befæstet by Carlstad.

Stormen på København

I februar 1659 var Carl Gustaf træt af at vente. En storm på København havde længe været forberedt. Spioner havde udset sig fæstningens svageste punkter, hvor angrebet skulle sættes ind. Der var således den nye Østervold, der næppe var færdigbygget. Men hovedangrebet skulle sættes ind over isen, som året før havde hjulpet svenskerne så godt. Hen over havet i Kalveboderne skulle stormtropperne styrte sig direkte mod kongeslottet og Tøjhusets våbenarsenal på Slotsholmen. Her lå en muret hjørnebastion (det nuværende Bryghus) og nogle ret lave volde, samt en 180 meter lang, lukket bro af sten, Løngangen, der førte fra Slotsholmen skråt ind mod byen. Flere gange afprøvede svenskerne byens forsvar med mindre angreb. Ved et af disse angreb mistede angriberne en af de stormbroer på hjul, de havde forberedt for at bane sig vej over de brede våger, som danskerne dagligt holdt åbne i den tykke is på voldgrave og hav. Danskerne sørgede herefter for at lave vågerne akkurat så brede, at de svenske stormbroer ikke kunne nå.

Danske spioner havde fundet ud af, at hovedangrebet skulle finde sted natten mellem 10. og 11. februar 1659. Så svenskerne fandt ikke en uforberedt by, da de iført hvidt camouflagetøj i mørke og snefog gik tavse frem mod byen over det tilfrosne hav. De hvidklædte svenskerne havde, som den danske kommandant på Christianshavn bemærkede, meget hensynsfuldt selv iført sig deres ligtøj. Da angrebet begyndte, brød helvede løs fra bøsser og kanoner. Svenskerne gik i stå foran våger, de ikke kunne krydse, og kæmpede sig kun med møje frem til forsvarsværkerne. Her brød angrebet endeligt sammen. Da svenskerne trak sig tilbage, var isen dækket af lig og efterladte stormstiger, broer, våben og dragtdele. Angrebet på Østervold gik ikke bedre. Den svenske konge opgjorde dagen efter svenskernes tab til 532 døde og 894 sårede, og det er i al fald ikke for højt sat. Snart efter sattes dødstallet til 580. De danske tab var kun 12 døde.

Ahlefeldt og hans partisan