Renæssancens menneskesyn

Renæssancens menneskesyn satte det enkelt menneske og dets personlighed i centrum. Mennesket blev udgangspunkt for verden. Tanken om en verden, der var opbygget omkring mennesket afspejles i tidens hyppige brug af menneskekroppe i arkitekturen på huse og møbler. I kunsten bliver det individualiserede portræt igen vigtigt, ligesom det havde været i Romerriget.

Det nøgne menneskelegeme blev betragtet som et udtryk for Guds fuldkomne skaberværk. Kroppens anatomi blev studeret og gengivet med en kølig, videnskabelig nøgternhed i alle stadier fra kød til skelet.

Interessen for individet gik hånd i hånd med en stor optagethed af døden. Jo større betydning den enkeltes liv havde, jo større rolle måtte også døden spille. Dødssymboler og billeder af lig og skeleter skulle tjene som påmindelsen: Husk, du skal dø!