Renæssancens samfund

Det store flertal af renæssancens mennesker var bønder og borgere. I et fasttømret standssamfund var disse to grupper ene om at betale skat, mens løsgængere, prostituerede og tiggere stod helt uden for. Renæssancens standssamfund havde en fastlagt arbejdsdeling, som skulle tjene fællesskabets bedste. Bønderne producerede fødevarer, borgerne udførte handel og håndværk, adelen gik i krig og kirken sikrede fromheden. I tidens opfattelse var denne orden indstiftet af Gud, og øverst stod kongen som landsfader og overhoved for kirken.

Bønderne - rigets rygrad

I renæssancen boede 80 % af befolkningen på landet. Udover egentlige bønder indbefattede bondestanden også fattige, karle og landarbejdere. Gårdene var samlet i landsbyer og jorden blev dyrket inde for fællesskabets rammer. De fleste bønder var fæstere, mens kun ganske få var selvejere. Fæstebønderne var tilknyttet et gods og betalte en årlig afgift - landgilde - for leje af jorden. Denne blev betalt i enten penge eller naturalier. Fæstebonden skulle yde vagttjeneste i krigstider, og havde hoveripligt på hovedgården. En bonde der var utilfreds med sin herremand måtte godt forlade ham og finde en ny arbejdsgiver.

Borgerne var renæssancens erhvervsfolk

Renæssancens købstæder havde selvstændig status i forhold til resten af landet, og kun her måtte drives handel og byhåndværk. Borgerne var byens overklasse og borgerbrevet en forudsætning for at kunne være købmand eller håndværker. De to grupper var organiseret i henholdsvis gilder og lav, som regulerede priser og kvalitet og udgjorde et socialt sikkerhedsnet. De største købmænd var tit også skibsredere, hvis skibe sejlede til fjerne lande og hjembragte krydderier og silke. Dette gjorde dem ikke blot til byens rigeste gruppe men også rigere end mange adelige. Købmændene havde størst politisk indflydelse, da borgmestre og rådmænd blev rekrutteret fra denne gruppe.

Løsgængere, tiggere og ludere

Renæssancens underklasse bestod af bortløbne soldater, prostituerede, løsgængere og tyve. Løsgængeri var forbudt og kun folk med tiggertegn måtte betle. Uautoriserede tiggere blev enten fordrevet, sat i tvangsarbejde eller pisket ved byens kag, dvs. på skafottet.