Hvem var stormanden på Tissø-gården?
Den aristokratiske arkitektur samt de mange fund af eksklusive smykker, instrumenter og våben af høj kvalitet viser, at der boede velstående mænd og kvinder ved vestbredden af Tissø i næsten 500 år. Der er ingen tvivl om, at disse personer tilhørte den absolutte elite blandt datidens befolkning – måske var de endda en del af kongeslægten?
I Gl. Lejre på Sjælland og i Järrestad i Skåne er der udgravet stormandsresidenser, som på mange punkter har store ligheder med storgårdspladsen ved Tissø. En mulig tolkning er, at Tissø nok var en kongsgård, men kongeslægten havde sin permanente bolig og begravede sine døde i Gl. Lejre.
Med kongen fulgte stor aktivitet på gårdene
Med passende mellemrum rejste kongen omkring i landet til sine kongsgårde, hvorfra han kunne føre kontrol med sit rige, afgøre tvister, indkræve afgifter og udføre sine hverv inden for kulten. En mobil eller rejsende kongemagt kendes også fra Kontinentet i årene fra ca. 550 til 1000 e.Kr., bl.a. hos merovingerne og senere hos karolingerne og ottonerne, som var de dominerende slægter og naboer til det danske rige.
Gorm den gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg.
Kongernes og kejsernes rejser kan følges i de skriftlige kilder, og det er tydeligt, at de foretrak nogle steder frem for andre. Kombinationen af kongsgård, kultsted og marked – de funktioner, der kan spores i de arkæologiske fund fra Tissø – ses f.eks. i Karl den Stores Pfalzkompleks i Aachen i Tyskland.
Når kejseren kom forbi sit fornemme palads med hele sit hof, opstod der marked med et mylder af handlende og håndværkere. Det er netop denne form for opblomstring af aktivitet, der også kendetegner Tissø.