Vikingetidens kammergrave
Nogle af vikingetidens velstående og særligt indflydelsesrige mennesker blev begravet i kammergrave. En kammergrav består af et trækammer, der enten er gravet ned i jorden eller er placeret i/under en høj. Højen kan være bygget til lejligheden, men der er også eksempler på, at en høj fra bronzealderen eller stenalderen blev genbrugt til begravelsen. Langt fra alle fik en sådan ødsel begravelse, og investeringen af både tid og ressourcer i begravelsen understregede den dødes og nok så vigtigt de efterlevendes position i samfundet.
Fra vikingetidens Danmark kender vi omkring 60 kammergrave. De fleste er fundet i Jylland (og i Sydslesvig nord for Danevirke i det nuværende Tyskland), men de findes også på Fyn, Langeland og Lolland. På Sjælland er de derimod ikke så almindelige. Gravtypen kom i brug i slutningen af 800-tallet, men var især populær i 900-tallet. Både mænd og kvinder kunne blive begravet i et kammer, og begge køn fik ofte et fint udstyr med sig i graven.
Så stort Danmark var i vikingetiden.
Manden med den fine økse
Bjerringhøj i Mammen sogn i Jylland blev udgravet allerede i 1868. Heldigvis nåede rygtet om fundet frem til adjunkt Feddersen i Viborg, og meget af gravens indhold blev reddet, deriblandt fine stoffer og en sølvindlagt økse af jern. Ved en genudgravning i 1986 fik man nye, værdifulde oplysninger om graven. Man genfandt resterne af kammeret, der var ca. 2 x 3 meter stort. Tre svære egetræsstolper i hver ende havde formentlig båret et sadeltag.
Årringsdatering af tømmeret afslørede, at den døde var gravlagt omkring år 970-971 – få år efter Danmark officielt var blevet kristent.
