Lejesoldater i vikingetiden
Vikingetiden var en periode præget af ufred. I de samtidige, nedskrevne kilder kan vi læse om enorme vikingehære, der snart er i England, snart i Spanien. De er ofte beskrevet som norske, danske eller blot hedninge, men hvordan disse store styrker egentligt var sammensat, er det svært at sige.
Moderne teknologi har dog de sidste år løftet sløret en lille smule for, hvordan en vikingehær kunne se ud. På vikingeborgen Trelleborg fra 980‘erne er der fundet ikke mindre end tre massegrave. Den ene af disse gemte på en overraskelse: Analyser af de dødes knogler og tænder viste, at over halvdelen af de gravlagte ikke var opvokset i det danske område, men muligvis i det nuværende Polen. Der er sandsynligvis tale om lejesoldater i Harald Blåtands sold, som er døde i tjenesten - måske i forbindelse med Trelleborgs erobring. Ikke alle hære bestod af lejesoldater, men det har været en løsning, hvis man har haft brug for effektive krigere, der ingen interesser havde i lokale forhold.
Væringerne
Fænomenet kendes også fra en af tidens supermagter. I det Østromerske Riges hovedstad Konstantinopel (det nuværende Istanbul) havde kejseren for vane at bruge lejesoldater som sin private livvagt.
Væringerne, som enheden blev kaldt, blev grundlagt i 988 og bestod primært af skandinaviske krigere, der blev rundhåndet betalt for deres tjeneste.
Den mest kendte væring var den senere norske konge Harald Hårderåde.
Jomsvikingerne er en anden gruppe lejesoldater, der kendes fra skriftlige kilder som Jomsvikingesaga fra 12-1300 tallet. De bliver beskrevet som en krigerorden, der var involveret i flere store slag i vikingetiden. De var professionelle krigere, der havde deres hovedsæde Jomsborg et endnu ukendt sted på Østersøens sydlige kyst. Deres eksistens er aldrig blevet bevist, og Jomsborg er aldrig blevet arkæologisk identificeret, men flere runesten nævner slag, som jomsvikingerne skule have deltaget i.