Ordene ‘bed og arbejd' sammenfatter livet for beboerne på de mange klostre, der bliver bygget i Middelalderens Europa. Bønnen er vigtigst. Dag og nat våger munke og nonner og beder for alle menneskers frelse. Arbejdet omfatter mange gøremål, som almindelige mennesker også har glæde og gavn af. I Klostrene fremstiller man bøger, dyrker lægeplanter, passer syge og underviser.
Ordet kloster kommer af latin "claustrum", der betyder aflukke. De første tilløb til de senere klostre finder man i de kristne Eremitter (eneboere). De lukker sig ude fra verden for at tjene Gud fra omkring 200-300 årene og fremefter. Vesteuropas første egentlige kloster opstår, da Benedikt af Nursia i begyndelsen af 500-tallet etablerer et kollektiv af kristne på det øde bjerg, Monte Cassino, i Italien. Her stræber de efter at leve et ideelt og uselvisk liv i Guds tjeneste. Til klosterets beboere, munkene, skriver Benedikt en samling regler, der fastslår rytmen og den hårde disciplin i klosterlivet. Benedikts regel bliver grundlaget for den klosterorden, som får navnet benediktinerne. Ordenen opretter både munke- og nonneklostre i hele Europa og spiller også en rolle i kristningen af Danmark.
Omkring år 1100 stiftes den magtfulde cistercienser-orden med rod i Benedikts regel. Det første kloster ligger i den franske by Citeaux, der hedder Cistercium på latin. Ordenens net af klostre har en speciel ret til at stå uden for de lokale biskoppers kontrol. I Danmark er der bevaret klosterkirker i Løgumkloster og Sorø, samt en klosterfløj i Esrum. På landet ernærer cistercienserne sig bl.a. ved landbrug, og de indfører nye effektive dyrkningsmetoder, hvor de slår sig ned. Mens de tidlige klostre var landklostre, kommer der i 1200-tallet en bølge af byklostre for de nye tiggermunke: franciskanere (gråbrødre) og dominikanere (sortebrødre). Det er mere udadvendte munke-ordener, der lægger afgørende vægt på at missionere, prædike og støtte sørgende mennesker. Velbevarede byklostre er dominikanerklosteret i Ribe og karmelitterklosteret i Helsingør.