I den tidlige middelalder (1000-1100 årene) er Danmark blevet samlet til ét kongerige. Kongen udøver sin magt sammen med adelen og Kirken. Kirken med paven i spidsen er gennem middelalderen en slags stat-i-staten ledet af biskopper.
Kong Harald Blåtand skriver på Jellingstenen ca. år 965, at han har samlet Danmarks land og gjort danskerne kristne. Det bliver begyndelsen til en periode på mere end 150 år, hvori kongen og Kirken etablerer deres magt. I middelalderen har kongen ikke et fast sted at bo. Han er konstant på farten med sine embedsmænd. De tidligste kongeborge er: Vordingborg, Kalundborg og Gurre. Senere kommer Kalø og Krogen, der er Kronborgs forgænger. I dag kender vi dem kun som ruiner, men de var bygningsmæssigt helt på højde med europæisk standard. De mange kongeborge rundt om i landet viser, at kongen både havde magt og status.
Adels-familierne har de ledende poster i kongens administration, men også inden for Kirken. Fra middelalderens begyndelse er de danske adels-familier, kaldet stormændene, en del af den europæiske elite. Deres sønner bliver uddannet ved Europas universiteter, hvoraf alle de ældste er grundlagt i middelalderen. Stormændenes borge fra den tid er for længst forsvundet og kun voldstederne er tilbage. Deres magt og status ser man dog endnu i middelalder-kirkerne, som de har ofte har ladet bygge. Stormændene er en krigeradel på den tid - mændene skal udmærke sig med mod og styrke i krige og ved ridderturneringer.