Danmarks særlige forhold efter 1940
Da besættelsen startede den 9. april 1940, accepterede den danske konge og regering, den tyske besættelse – ganske vist under protest. Til gengæld opnåede de et løfte om, at tyskerne ville respektere Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet. Det var naturligvis ren fiktion, fordi landet var besat af tyske tropper.
Samarbejdspolitiken
På papiret anerkendte Tyskland stadig Danmark som en uafhængig stat, man ikke var i krig med. Den danske regering var stadig ved magten, og alle forfatningsmæssige organer, både civile og militære, fortsatte med at fungere. De dansk-tyske relationer blev fortsat varetaget af de to landes udenrigsministerier, og tyskerne etablerede ingen administrative organer i Danmark. Det gjorde de i andre besatte lande. Men andre ord: formelt set var det ’business as usual’. Almindeligvis kalder man den danske politik for ’samarbejdspolitikken’.
Regeringen trak sig 29 august 1943
Den 29. august 1943 trak den danske regering sig. Det gjorde den, fordi den tyske besættelsesmagt stillede krav om, at regeringen indførte dødsstraf for sabotage mod den tyske værnemagt.
Men ’samarbejdspolitikken’ fortsatte grundlæggende, for i regeringens sted overtog embedsmændene regeringens rolle som forhandlingspartner overfor besættelsesmagten. Så selv om mange danskere følte, at der i hvert fald efter den 29. august 1943 herskede en slags krigstilstand, så var Danmark formelt set aldrig i krig med Tyskland under 2. Verdenskrig.
Betydningen af Danmarks særstatus i det tysk-besatte Europa kan ikke overvurderes. Det havde indflydelse på alle forhold i det besatte Danmarks politiske, økonomiske og kulturelle liv. Selv for en dansk statsborger i en fjern tysk kz-lejr fik Danmarks særstatus afgørende betydning.