
H. M. Dronning Margrethe overværer genindvielsen af Trelleborgs Langhus
Den 1. april 2025 markerer en særlig begivenhed på Vikingeborgen Trelleborg, når Hendes Majestæt Dronning Margrethe besøger museet og borgen for at overvære genindvielsen af det nyrestaurerede Langhus.
Langhuset, som er en central del af oplevelsen på Trelleborg, har gennemgået en omfattende restaurering med respekt for de oprindelige byggemetoder og materialer. Renoveringen har haft til formål at sikre Langhusets autenticitet og levendegøre vikingetidens byggetraditioner for vores gæster.
Vi ser frem til at fejre denne milepæl sammen med besøgende og inviterede gæster. Dagen vil byde på et festligt program, hvor historien, håndværket og vikingernes liv får lov at komme til live.
Program for genindvielsen
Kl. 14.00
H. M. Dronning Margrethe ankommer til Trelleborg og modtages af Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, Slagelses borgmester Knud Vincents, Nationalmuseets vicedirektør Henriette Dudek Povlsen og Trelleborgs museumschef Anne-Christine Larsen.
Kl. 14.05
Omvisning i museets nyrenoverede udstilling og derfra videre til Langhuset. Undervejs passerer H. M. Dronning Margrethe et krigershow udført af vikingekrigere fra krigergruppen Ulfhednir, der vil demonstrere kampteknikker fra vikingetiden.
Kl. 14.30
Tale ved borgmester Knud Vincents og Nationalmuseets direktør Rane Willerslev. Afsløring af plakette.
Kl. 14.45
Vikingetidens traditionelle musik og vikingehåndværk fremvises for H.M. Dronning Margrethe af dygtige håndværkere og frivillige.
Kl. 15.10
H. M. Dronning Margrethe besøger ringborgen.
Kl. 16.00
H. M. Dronning Margrethe forlader Trelleborg
For gæster, der ønsker at overvære begivenheden
Besøgende, der ønsker at være til stede på Vikingeborgen Trelleborg under Dronningens besøg, skal ankomme senest kl. 13.45, da området vil være afspærret under besøget. Museumsbygningen og Langhuset vil være lukket i tidsrummet kl.14.00-16.00. Der er udendørs toiletter til brug ved siden af langhuset.
Genindvielsen markerer ikke kun afslutningen på et vigtigt restaureringsprojekt, men også begyndelsen på Vikingeborgen Trelleborg fortsatte arbejde med forskning og formidling.
Tusind tak til de fonde, der har gjort det muligt
Langhuset er renoveret af Bjørns Træværk og Restaurering, Leif Hansen Arkitekter og Nationalmuseet. Restaureringen af Langhuset er blevet muligt takket være generøs støtte fra en række fonde, der har bidraget til at bevare dansk kulturarv:
Knud Højgaards Fond
Lemvigh-Müller Fonden
Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål
Beckett-Fonden
Hoffmann og Husmans Fond
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
Dansk Tennis Fond
Axel Muusfeldts Fond
Frimodt-Heineke Fonden
Sonning-Fonden
Grosserer P. L. Jørgensens Mindefond
Etatsraad Georg Bestle og Hustrus Mindelegat
Dreyers Fond