Hvordan skal vi bo i fremtiden?
Hvad er et godt hjem for dig, din nabo og planeten? Vores boligdrømme og -behov er forskellige, men klimaforandringer, demografiske ændringer, teknologisk udvikling og nye arbejdsliv stiller os over for en fælles opgave: At skabe fremtidige hjem, som er bæredygtige, samtidig med at de værner om vores mentale og fysiske helbred samt vores små og store fællesskaber. Med udgangspunkt i lokale byudviklingsprojekter afholdt VidenSkaber i efteråret 2023 en række borgerinddragende workshops i fem danske byer. Formålet var at skabe en uformel dialog og et inviterende oplevelsesrum, hvor den forskningsbaserede viden kunne mødes og gå i dialog med borgernes hverdagserfaringer og drømme om fremtidens hjem. Udstillingen “Hvordan skal vi bo i fremtiden?” er det foreløbige resultat af den fantastiske rejse gennem landet og et inspirerende møde mellem videnskabsfolk, lokale borgere, museumsansatte og boligsociale medarbejdere.
En stor tak til vores samarbejdspartnere for at gøre projektet muligt.
Den digitale udstilling “Hvordan skal vi bo i fremtiden?” er udviklet af Nationalmuseets Forskningscenter for Sociale Bymodeller (SUMO) i tæt samarbejde med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
VidenSkaber er støttet af Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden.