Fællesskabsmuseet
Museet som nabo
Nationalmuseets Forskningscenter for Sociale Bymodeller (SUMO) har fra april til oktober 2024 åbnet dørene op for Fælleskabsmuseet - en lejlighed i et alment boligområde, som i samarbejde med beboerne er blevet gjort til et levende museum for lokale fortællinger. Med SUMO som ny nabo er områdets beboere blevet inviteret til mere end blot at “komme på besøg”. De er blevet involveret og har taget aktiv del i skabelsen af et eksperimenterende museum med fokus på personlige fortællinger om, hvordan området har ændret sig gennem tiden samt beskrivelser af beboernes hverdag og bekymringer for den fremtidige fysiske omdannelse af området. Alt sammen noget, som har stor betydning for fællesskaberne og boernes deltagelse, eller manglen på samme, i områdets sociale aktiviteter.
Usikkerhed og tvivl omkring fremtiden har tydelige konsekvenser for det sociale fællesskab i området da mange enten er flyttet eller vil flytte inden omdannelsen i 2030. Projektgruppen har derfor gennem beboerinddragende workshops, fokusgruppediskussioner og ugentlig fællesspisning fokuseret på at skabe et levende fællesskab i et fælles museumsrum for deling af oplevelser og perspektiver. Ambitionen har været at komme nærmere en forståelse af, hvad der præger beboernes fællesskaber i en usikker tid.
Arbejdet med Fællesskabsmuseet har genereret empiriske indsigter og projektet viser hvordan eksperimentalt museologikan bruges som grundlag for forskning og antropologisk feltarbejde. Fælleskabsmuseet er en central del af forskningsprojektet 'Byer uden Medborgere' (Cities Without Citizens), som foruden museet trækker på mere klassiske antropologiske feltarbejdsmetoder.
En ombygget ladcykel fungerer som en mobil version af Fællesskabsmuseet. Ud over at skabe opmærksomhed for projektet, åbner cyklen op for spontane samtaler og beboerengagement.
Når beboere i området inviteres til fællesspisning i lejligheden en gang om ugen, er det i forsøget på at skabe et ligeværdigt og åbent rum for dialog. Lejligheden var tom i begyndelsen af projektet, men er gennem samarbejde, samtaler og samvær blevet et sted, hvor beboerne kan føle sig hjemme. Det antropologiske feltarbejde er således blevet vendt på hovedet. Frem for kun at deltage i andres sociale aktiviteter, muliggør lejligheden at være dén, der inviterer indenfor og det giver en anden slags forståelse for etableringen af sociale fællesskaber i et alment boligområde.
I museet er der etableret en fysisk tidslinje. Beboerne har bidraget med billeder og citater, som sammen med avisudklip bliver hængt op på stuens vægge. Tidslinjen fungerer som udgangspunkt for dialog mellem beboerne såvel som grundlag for etableringen af en fælles historie.
