Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Praktikant til forskningsprojektet ”Medborgerskab i Indkøbsvognen” på Nationalmuseets forskningscenter for Sociale Bymodeller (SUMO)


Praktikant til forskningsprojektet ”Medborgerskab i Indkøbsvognen” (SUMO)


Med den voksende klimabevidsthed og statsimplementerede sorteringskrav er affald i stigende grad blevet et moraliseret felt, hvor borgere, der ikke sorteres rigtigt, udstilles som ligeglade, uvidende eller dovne. Men i boligområder, hvor beboere selv og til fods skal transportere deres affald ud til kollektive sorteringssystemer udgør det ofte uhåndterlige og tunge affald en stor praktisk udfordring for især ældre, børn og fysisk udfordrede. Udfordringerne med at flytte sit affald fører til dårlig sortering og samtidig til en stigmatisering af borgere, hvis problemer egentlig handler om udfordringer i deres fysiske hverdag. Da kollektive affaldssystemer er hverdagen for 1mill beboere i almene boligområder, samt for de fleste af Danmarks 2mill borgere i etagebyggeri er der tale om et betydeligt problem i strategien for grøn omstilling. Projektet undersøger, hvilke alternative taktikker beboere i danske almene boligområder bruger for at få bragt deres affald til deres kollektive sorteringssystemer. Der ses især på brugen af stjålne indkøbsvogne til at transportere affald. Indsigter fra projektet skal bruges i nytænkning af sorteringssystemer og bedre, mere inkluderende og ligeværdige affaldssystemer i Danmark.


Praktisk om praktikken og ansøgere


Projektet søger 1-2 ulønnet praktikanter til kvantitativ/kvalitativ undersøgelse af almene beboeres affaldssortering. Praktikken strækker sig over forårssemesteret 2025. Timetallet og praktikperioden er åbent for forhandling, da der lægges vægt på at praktikken skal passe ind i et evt. semesterforløb på en uddannelsesinstitution. Skriv i ansøgningen, hvordan du/I ideelt ønsker timer og periode fordelt. Praktikanter til projektet vil skulle have kendskab til kvalitative og/eller kvantitative metoder samt til observation/feltbesøg. Det er dog ikke et krav at man allerede har praktisk erfaring med disse. Praktikken vil blive tilrettelagt, så praktikanter får mulighed for at arbejde selvstændigt, men uden at praktikanter står alene. Der vil gennem hele praktikperioden være løbende sparring med den projektansvarlige forsker. I praktikstillingen vil man få mulighed for at arbejde med en eller flere af nedenstående opgaver. Der er altså mulighed for selv at stykke praktikken sammen, dog skal der indgå flere sammenhængende arbejdsopgaver i praktikken. Skriv i ansøgningen, hvilke der er mulige og relevante for dig.


Praktikkens arbejdsopgaver


• Udarbejdelse af spørgeskema 

• Indsamling af spørgeskema-data ude i to boligområder (nær København)

• Analyse af spørgeskema-data

• Udarbejdelse af data visualiseringer

• Kortlægning af affaldshåndtering i to boligområder (nær København)

• Kortlægning af lokale og alternative affalds logistikker i to boligområder (nær København)

• Visualisering af indsamlet kortlægningsmateriale (evt i samarbejde med InDesign-kyndig medarbejder)

• Indsamling af data om spild og svind fra Salling og COOP

• Observation af udendørs affaldspraksis, samt korte strukturerede samtaler/interviews med beboere (nær København, i Odense og/eller i Aarhus)



Information og ansøgning


Praktikstillingen er ulønnet.

Der tilbydes kontorplads på Prinsens Palæ Nationalmusset med adgang til arbejdscomputer inkl. natmus e-mailkonto. Derudover stilles et rejsekort til rådighed ifm. praktikrelaterede opgaver i Hovedstadsområdet.

Hvis praktikforløbet er noget for dig, så send en ansøgning til følgende mail: ansa@natmus.dk

Ansøgningsfrist er den 2. december og der holdes samtaler løbende.