Hvad er kærlighed?

En af de sætninger, som vi mennesker ofte kan sige på mange sprog, er ”Jeg elsker dig!” Ordet 'kærlighed' kan vi som regel sige på lige så mange sprog. Det er nemt at sige, men det er ikke nemt at definere som begreb.

Vi tænker tit på den romantiske kærlighed mellem et kærestepar eller forelskelsen i en, man gerne vil være kæreste med. Den kærlighed, vi ofte forventer mellem ægtefæller eller kærestepar, har grækerne ikke samme forventning om. Et ægteskab er i høj grad en praktisk foranstaltning, som skal sikre, at der bliver født tilstrækkelig mange børn. Man skal jo bidrage til fællesskabet!

Grækerne havde rigtig mange forskellige ord til at dække dette svære begreb ’kærlighed’. Fire ord er meget gode at kende: agápe, filía, storgé og eros.  Det første dækker bl.a. over en uselvisk kærlighed, kærligheden til sine børn, en ømhed overfor ens ægtefælle og i det hele taget den følelse, man har, når man ønsker, at en person har det godt. Derfor bruges ordet ofte også i en kristen kontekst. Filía er den kærlighed, man føler for en ligestillet person, for et familiemedlem eller en ven. Måske en form for respekt. Storgé er den kærlighed, som forældre og børn kan føle for hinanden. Sidst, men absolut ikke mindst, er der ordet éros! Det ord indeholder mange forskellige aspekter af kærligheden. Det er den sanselige kærlighed (bare tænk på ordet erotik, som man forbinder med sex og ikke så meget med romantik), det er lyst, det er den kraft, der får verden til at hænge sammen og producere nye væsener, det er lysten til at stræbe efter mere, og man kunne blive ved.  

I Platons Symposion får man mange forskellige bud på, hvad eros egentlig er for noget. Som oftest i Platons tekster er det Sokrates, der får lov til at sige det vigtige. Her bliver kærligheden forbundet med lysten til at blive udødeliggjort, til lysten efter den fysiske skønhed, som kan føre til en indsigt og forståelse af selveste skønheden.  Skønhed og godhed er vigtige elementer i platonisk filosofi. Netop som læseren tror, at nu er festen forbi, lyder der en kraftig banken på døren, og en meget fuld ung mand, politikeren Alkibiades, vælter ind støttet af et par slaver. Han forlanger, at festen skal fortsætte på hans betingelser (han overtager altså rollen som symposiarch).

Sokrates har lige genfortalt sin samtale om éros, som han havde med en klog kone, Diotíma. Alkibiades, som er Sokrates’ tidligere elsker – og i virkeligheden stadig føler en stor kærlighed og respekt for ham, holder en lovtale for ham, hvor Sokrates kommer til at fremstå som selve den opfattelse af éros, som han lige har fremstillet.

Han siger bl.a.:
”Hvis ikke det ville virke, som om jeg er plakatfuld, mine herrer, ville jeg tage guderne som vidner og fortælle, hvad jeg har følt ved hans ord, og hvordan jeg har det selv lige nu. Når jeg hører på ham, danser mit hjerte voldsommere end korybanterne, og tårerne står mig i øjnene ved hans ord, og jeg kan se masser af andre komme ud for det samme. Når jeg hørte Perikles eller en af de andre gode talere, tænkte jeg, at de gjorde det godt, men jeg følte ikke noget ved det, min sjæl blev ikke forvirret eller vred over, at jeg lever som en anden slave. Denne Marsyas har derimod tit fået mig til at føle, at det liv, jeg lever, ikke er noget værd. Nu skal du ikke komme og sige, Sokrates, at det ikke er sandt. Jeg er også lige nu helt klar over, at hvis jeg lytter til ham, kan jeg ikke holde stand – jeg vil føle det samme.” Kort efter siger han: ”Tit og ofte ønsker jeg ham død, men skulle det ske, ved jeg, at jeg ville blive endnu mere ked af det. Derfor aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med dette menneske!”