Til kamp!
Louis Pio ville samle fabriksarbejderne, håndværkere fra byggepladserne og alle andre arbejdere i samme forening til fælles kamp for bedre arbejdsforhold.
Livet for en arbejder i 1870 var en lang arbejdsdag, dårlig løn og hårdt arbejde.
Ude i Europa var kampen for bedre forhold begyndt. I 1871 indkaldte socialisten Louis Pio til møde i Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Foreningen fik hurtigt mange medlemmer, og i 1872 ville de holde folkemøde på Københavns fælled. Mødet blev forbudt, men mange mødte alligevel op, og det endte i slagsmål med politiet, kendt som Slaget på Fælleden.
Ud af Pios arbejderforening voksede dels fagforeninger, dels Socialdemokratiet og andre partier. Fagforeningerne fik efterhånden arbejdsgiverne til at indgå overenskomster om bedre løn og arbejdsforhold. Arbejderne brugte ofte trusler om strejke som middel i arbejdskampene. En strejke krævede sammenhold: de strejkende risikerede at sulte, fordi de ingen løn fik, men brød man strejken og blev ”skruebrækker”, blev man udstødt fra kammeratskabet.
Langsomt fik arbejderne forbedret deres livsvilkår og arbejdsforhold. Samtidig opstod nye diskussioner i arbejderbevægelsen om, hvor stejlt man skulle stå på de oprindelige, socialistiske principper.
Svære ord
Overenskomst:
En overenskomst er en aftale med arbejdsgiver og arbejdstager om de løn- og arbejdsvilkår, som skal gælde.
Septemberforliget i 1899 kaldes arbejdsmarkedets grundlov. Det giver arbejdsgivere ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejderne har ret til at strejke.
Nationalmuseets Undervisning
Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
Mail: undervisning@natmus.dk