En skriftlig kilde
En historisk kilde er et dokument eller et billede, der fortæller noget om fortiden. Det kan være en bog, en avis, et maleri, et fotografi osv. I fortiden skrev man på fugtige tavler, sten, træ, pergament (laves af dyrehud), papyrus (laves af papyrusplanten) og senere på papir (laves af plantefibre). Mange af disse gamle dokumenter er gået tabt i dag.
Vikingernes egne sagaer om konger, helte og guder blev først skrevet ned 150-200 år efter vikingetiden sluttede.
Det var sandsynligvis kun meget få vikinger der kunne læse og skrive runer. Samtidig blev runerne kun brugt til kortere beskeder på træ og sten. Der findes ikke nogen bøger skrevet af vikingerne selv. Når vi alligevel ved noget om vikingerne gennem de skriftlige kilder, så er det fordi vikingernes naboer og andre udlændinge skrev om dem.
Kendte historiske kilder
Selv om vikingetiden sluttede for mange år siden, så ved vi faktisk en del om vikingerne.
Da den norske viking Ottar i 800-tallet rejste nord om Norge og krævede skat af Sami-folket (samerne), fortalte han om rejsen ved den engelske Kong Alfreds hof. Her skrev man historien ned. I dag kan vi læse om Ottars rejser i den engelske historiebog The Old English Orosius fra slutningen af 800-tallet.
Da munkene på den engelske ø Lindisfarne i år 793 blev overfaldet af vikingerne, skrev de en drabelig fortælling om angrebet. Fortællingen findes i Den angel-saksiske krønike. Her fortæller de, hvordan skrækkelige tegn, f.eks. ildsprudende drager, havde vist sig før vikingerne angreb. Det er også i Den angel-saksiske krønike, vi kan læse, at allerede i år 787 var vikingerne kendt som ”Nordmænd fra røvernes land.”
Også araberne skrev om vikingerne. Forfatteren Ibn Fadlan mødte i år 922 vikinger ved Volgafloden i Rusland. Disse vikinger kaldte han Rus, så Rusland er altså opkaldt efter vikingerne. Senere beskrev endnu en arabisk forfatter, Ibn Rustah, vikingerne i Rusland. En mand ved navn at-Tartuschi besøgte engang vikingebyen Hedeby og skrev om sit møde med vikingerne. De arabiske kilder fortæller altså en del om nordboerne i vikingetiden.
Tyskeren Adam af Bremen (ca. 1040-1081) rejste i Norden og nedskrev sin fortælling De Hamburgske ærkebispers historie. Gennem samtaler med den danske konge Svend Estridsen har Adam samlet informationer om nordens geografi, folk og historie. Bogen nævner for første gang Vinland (Nordamerika).
Også fra Frankerriget kender vi skriftlige kilder. Frankerriget bestod af det nuværende Frankrig, dele af Tyskland og Nederlandene. Det er i de frankiske Rigsannaler vi kan læse om den danske kong Godfred, der omkring år 800 havde problemer med den frankiske kejser Karl den Store. Under året 808 fortælles det, at Godfred ville befæste sin sydgrænse med en vold lige fra Østersøen til Vesterhavet. Det er første gang, at volden Dannevirke nævnes i de historiske kilder. I de frankiske kilder får vi også et godt indblik i, hvordan kongemagten i Danmark var delt mellem mange personer, der ofte lå i krig med hinanden.
Der findes også billeder, som kan fortælle om vikingetiden. Et meget kendt broderet tæppe, som kaldes for Bayeuxtapetet, fortæller i billeder og små sætninger om vikingerne omkring år 1066. Det år var vikingerne i England i krig mod Vilhelm Erobreren fra Normandiet, der også var af vikingeslægt.
Endelig har vi herhjemme fortællingen Roskildekrøniken og Saxo Grammaticus’ værk om danskernes bedrifter, Gesta Danorum. Saxo levede omkring år 1200 og var skriver for biskop Absalon, Københavns grundlægger. Selv om mange af Saxos historier er sagn og myter, så giver fortællingerne alligevel en idé om, hvordan man i 1200-tallet så på vikingerne. Saxos detaljerede beskrivelser af f.eks. skibe har senere kunnet bekræftes ved arkæologiske fund. En ting skal man dog huske på, når man læser Saxo, og det er, at han ikke var øjenvidne til vikingernes historie.
Sagaer, legender og myter
En anden vigtig kilde til vikingetidens historie er sagaerne. Ordet saga betyder egentlig ”at sige” eller ”fortælle”. Sagaerne er mundtligt overleverede historier, der ofte bygger på skjaldekvad (digte). Sagaerne begyndte at blive nedskrevet i 1200-tallet, sandsynligvis af kristne munke som var blandt de få mennesker, der kunne skrive dengang. Vi kender kun enkelte forfattere, f.eks. islændingen Snorri Sturluson (1179-1241).
Der findes flere slags sagaer. De islandske sagaer handler om familier og stormænd på Island i tiden efter 870, den gang hvor Island blev koloniseret af vikinger fra Norge. Eksempler på de islandske sagaer er Njals Saga, Gisle Surssøns Saga og Ravnkel Frøjsgodes Saga. Der er også kongesagaer, der fortæller om verdens oprindelse, de gamle guder og de store konger i Norden. En samling af kongesagaer, Heimskringla, blev nedskrevet af Snorri Sturluson omkring 1225 og er en af de største.
Nationalmuseets Undervisning
Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
Mail: undervisning@natmus.dk