Lav din egne rolle som skriftlig hjemmeopgave
Her er inspiration til, hvordan man kan opbygge sin egen rolle i 5.-6. klasse:
Dossier: En overordnet, objektiv beskrivelse af rollen.
Citat: Skriv et citat ned, som beskriver din rolle.
Formalia: Navn, alder, kultur og religiøse tilhørsforhold.
Baggrund: Fødested, familieforhold og erhverv. Rollens store hemmelighed og resumé af rollens liv.
Karaktertræk: Vælg de tre karaktertræk, som bedst beskriver din rolle, f.eks. doven, stolt og nysgerrig.
Evner: Skriv en liste over de evner, din rolle har.
Udstyr: Har din rolle nogle specielle genstande?
Mål: Både langsigtede og kortsigtede.
Hverdag: Beskriv en typisk dag for din rolle.
Kontakter: Beskriv dit forhold til mellem tre og ti af de andre roller.
Eksempel på rolle
Dossier: Du er både sømand og kriger, noget, der passer godt sammen i vikingetidens piratfyldte farvande.
Citat: ”Du kan ikke lære erfaring. Du må gennemleve den” af Albert Camus.
Formalia: Navn: Are, Alder: 24, Religion: Tror både på de nordiske guder og Jesus.
Baggrund: Du er født i Hedeby, hvor din far var smed, og din mor var væver. Du kommer fra en børneflok på ti, hvoraf syv stadig lever. Da du var barn, hjalp du tit din far med at passe blæsebælgene i værkstedet, når du da ikke lige var ude og lave ballade. Hedeby var et spændende sted at vokse op. Her mødtes handelsfolk fra nær og fjern. Hver især havde de deres egne mærkelige skikke, sprog og påklædning. Da du begyndte at få hår i ansigtet, tog du hyre på et fragtskib. Her lærte du søen at kende og fik brug for dine sværdkundskaber i kamp mod sørøvere. Du taler tit med din døde farfar, men det er noget, du holder for dig selv, så folk ikke tror, du er skør. Han giver dig gode råd og lytter altid til dine problemer.
Karaktertræk: stolt, intelligent, men lidt naiv.
Evner: Stærk, modig og frygtindgydende.
Udstyr: Du har arvet et sværd efter din farfar. Sværdet kalder du for Trygve. Trygve betyder pålidelig, og det håber du på, at sværdet altid vil være.
Mål: Igennem de sidste ti år har du lært meget om verden gennem dine rejser på havet og floderne.
En af de ting, du har hørt om på dine rejser, er verden på den anden side af det store hav. Denne verden bliver kaldt for vinland, og her skulle der leve de smukkeste kvinder med langt, sort hår og stolte ansigter. Du ville gerne opleve dette land på den anden side af havet. På den anden side er du også lidt nervøs for at møde Midgårdsormen så langt ude til havs, men måske er det det værd. Når du en dag bliver gammel, så håber du på, at du har fået tjent sølv nok sammen til at købe dit eget skib. Så kan du bosætte dig i Hedeby, og få nogle sønner, der kan overtage handelsrejserne til søs.
Hverdag: På skibet hjælper alle til. Du binder reb, reparerer sejlet, maler træværket og så videre. Når vejret er godt, holder du af at ligge og dagdrømme på dækket, mens vinden tager fat i sejlet og fører jer over havet. Provianten består gerne af øl, saltet fisk og noget tørt brød om bord på skibet. Hvis det skal være ekstra godt, får I også lov til at dyppe brødet i en krukke honning.
Kontakter: Arne er styrmand. Du har sejlet sammen med Arne gennem mange år og kalder ham din ven. Gisles er handelsmand og ejer mange af de skibe, som du igennem tiden har haft hyre på.
Skarde er din afdøde farfar, som du jævnligt taler med.
Nationalmuseets Undervisning
Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
Mail: undervisning@natmus.dk
Fiktive roller og identiteter
For elever i 3.-4. klasse kan man ligeledes arbejde med en fiktiv person, f.eks. i form af en dagbog. Eleverne kan så beskrive en typisk eller anderledes dag i deres rolles liv. Eleverne kan også beskrive deres rolle ud fra følgende kriterier:
Navn:
Køn:
Alder:
Familierelationer:
Evner:
Udstyr: