Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Bulgarsk Smykkekunst

Bulgarsk Smykkekunst

Gyldne gravgaver fra Geternes hovedstad

24. april - 26. maj 2013

I november 2012 blev der fundet en trææske med spektakulære gravgaver af guld. Æsken blev fundet ved en arkæologisk udgravning nær landsbyen Sveshtari i det nordlige Bulgarien. De værdifulde genstande blev fundet i en gravhøj, som er en del af en betydningsfuld gravplads af storhøje knyttet til de getiske herskerslægter.

Guldgenstandene, der udstilles på Nationalmuseet, kan inddeles i tre grupper.  Den første indeholder kvindesmykker. Her udgør et spiraldiadem af guld med påsatte plastiske dyrefigurer – løver, pantere, fabeldyr samt rosetter  –  et eventyrligt pragtstykke. Desuden er der fire spiralarmbånd med løvehoveder og en guldring med Eros i højt relief. Den anden gruppe består af guldpyntebeslag til hesteudstyr. Fra pandebåndet har et smukt, plastisk hestehoved strakt sig frem, på kindstykkerne har der siddet to cirkelformede pyntebeslag med Athenahoveder i relief. Ydermere omfatter hesteudstyret 50 pyntebeslag med kvindeansigter (Athena) eller blomsterornamenter samt mere end 120 halvrunde pyntebeslag.  Et jernbidsel gør hesteudstyret komplet.

Geterne var et af de mest fremtrædende af de engang så mægtige thrakiske folkeslag, og gravpladsen hørte til det getiske religiøse og politiske centrum i det første årtusind f.v.t. Der er sandsynligvis tale om den gådefulde by Dausdava (ulvenes by) kendt fra en af antikkens vigtigste geografibøger af Claudius Ptolemæus (ca. 100 - ca. 170 e.v.t.), og som er lig med byen Helis senere i den hellenistiske periode. Området består af et meget stort kompleks af helligdomme og kultsteder, en by, samt gravpladser  med mere end 120 højgrave. De  ligger nu i Sboryanovo Nationalpark. I nationalparken ligger den berømte grav, der er udsmykket med karyatider, kvindefigurer, der bærer dele af gravkammets vægge, og hvis dragter i dette tilfælde er elegant udformet som blomster. Denne grav er kommet med på UNESCOs liste over verdens kulturarvsmonumenter.

Trææskens hele arkæologiske kontekst er meget vigtig til forståelse af geternes gravskikke. Ifølge Herodot stræbte geterne efter et liv efter døden. Lang tids udgravning af elitegravpladsen har resulteret i, at man kan rekonstruere de getiske ritualer, der kunne føre til et evigt liv. Udgravningerne har således påvist, at udødelighedsritualerne inkluderede et system af specifikke ritualer: genbegravelse af menneskeknogler, gravgaver og dyreofringer, som følger de tre stadier i bygningen af en gravhøj af denne slags. Trææsken med guldgravgaverne er den bedste illustration af disse gravskikke, som vi kender til. Den kan dateres til slutningen af det fjerde – begyndelsen af det tredje århundrede f.v.t.

Udgravningerne af den kæmpestore høj i Sveshtari fortsætter i 2013 og vil inkludere nye georadarundersøgelser, og udgravningerne vil ganske sikkert kaste nyt lys over ukendte aspekter af den getiske kultur og geternes begravelsesritualer.

Fra 24. april til 26. maj 2013 kan du se de flotte guldgenstande på Nationalmuseet.

Bulgarsk Smykkekunst