Stenstruphuset er indrettet, så der kan laves mad over åben ild, bages i den store hvælvede bageovn og koges i bryggersets gruekedel. Gæsterne må ligge i alkovens mørke, sidde omkring langbordet og spise, spille spil og fortælle historier. Udenfor kan de pumpe vand op ved vandposten, hente urter i haven og hugge brænde eller arbejde med træ ved snittebænken. Forhåbentlig kan vi få fjerkræ og kaniner til at kæle med, tale om - og slagte. Der er dragter som store og små gæster kan prøve og en masse arbejdsredskaber som alle kan forsøge sig med: karter, håndtene, slyngstokke, snitteknive, jydepotter og meget mere. Som frivillig i Stenstruplauget er det din opgave, at hjælpe gæsterne med alle disse aktiviteter. Du vil blive iført en historisk dragt. Hvis du har lyst til at sy din egen dragt, så hjælper vi med mønstre og anvisninger.
Hvornår og hvor meget arbejde: Landsbylauget har travlt i de 5 påskedage fra skærtorsdag til 2. påskedag, i museets højsæson som ligger i skolernes sommerferie samt i efterårsferien (uge 42) og i 3 juleweekender. Derudover kan der være enkelte dage og weekender hvor det vil være oplagt at formidle i Stenstruphuset.
Hvad skal du vide: Frilandsmuseet leverer tekster, tilbyder omvisninger og foredrag. Derudover foregår oplæringen ved at følge de garvede formidlere en dag eller to i Stenstruphuset. Udover forberedelse og oplæring samt dagene hvor du er aktiv i Stenstruphuset, skal du påregne tid til møder hvor der idéudvikles, koordineres, ryddes op og lægges vagtplaner.
Du kan forvente:
Stor taknemmelighed fra museet over at du vil hjælpe os med at give gæsterne en god oplevelse
Spændende videreuddannelse i form af foredrag og omvisninger
· 20 % rabat i museumsbutik og kiosk
· Gratis adgang til Frilandsmuseet og alle Nationalmuseets øvrige besøgssteder
· Høstfest for alle frivillige og ansatte i august
· Nogle rigtige gode stunder med de andre frivillige
Frilandsmuseet forventer:
· At du afsætter minimum 10 arbejdsdage pr. sæson
· At du sætter dig ind i relevant litteratur og deltager i møder, foredrag og omvisninger som museet tilbyder
· At du har en børneattest uden anmærkninger
· At du har mail som du jævnligt læser, så kontakten er uproblematisk
· At du er mødestabil, tager spændende formidling alvorligt og følger instrukser udstukket af museet.
Du Du kan være medlem af så mange af Frilandsmuseets laug som du har lyst og tid til. Men, begynd med et enkelt.