Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
At være frivillig på Frilandsmuseet

At være frivillig på Frilandsmuseet

Kan du lide at møde nye mennesker og give dem en rigtig god oplevelse? Kan du lide at fortælle og vise hvordan ting blev lavet før i tiden? Så skal du måske være frivillig på Frilandsmuseet!

Nedenfor kan du læse mere om Frilandsmuseets forskellige, laug som du kan være med i.

Tag først kontakt til den frivillige tovholder for det laug som du er interesseret i og aftal, at du besøger lauget, for at se om det er det, du har lyst til. Dernæst inviteres du til en uformel samtale, hvor vi taler om arbejdsopgaverne, ånden i det frivillige arbejde og den konkrete oplæring, vagtplaner m.m. Ikke mindst skal vi forventningsafstemme så både du og museet bliver glad for samarbejdet.

Frilandsmuseet forventer, at du kan hjælpe til 15 dage om året, at du er en god frivillig-kollega og repræsenterer Frilandsmuseet loyalt. Vi håber, at du også har lyst til at hjælpe med praktiske opgaver i forbindelse med museets store events i højsæsonerne, dvs. påske, sommerferien, efterårsferien og juleweekenderne.

I disse år har vi stor fokus på at levendegøre Ole Lund Kirkegaards gakkede, kærlige og nytænkte børneliv. Det foregår i Frøsnapperbyen som åbner juli 2024. Derfor har vi stor brug for flere frivillige i brugsuddelerlauget og i smedelauget som holder til i Frøsnapperæbyen. Her vil komme store grupper af førskolebørn på hverdage og børnefamilier i weekenderne.

Museet sørger for oplæring i relevant historie og formidling, vi holder foredrag, workshops for de frivillige og arrangerer faglige udflugter. Vi tilbyder gratis adgang til alle Nationalmuseets afdelinger for de frivillige og deres familie og rabat i museumsbutikkerne og restauranter.

Har du tid, overskud og godt humør, vil vi meget gerne høre fra dig.

Skriv til Frilandsmuseets frivilligkoordinator Anja Jørgensen eller tag direkte kontakt til laugenes tovholdere.

Frilandsmuseets Havelaug

Frilandsmuseets Havelaug

Havelaugets medlemmer begynder i det tidlige forår med jordbehandling og tilsåning, og slutter langt ud på efteråret med at høste sommerens flotte produkter og vinterklargøre jord og planter. havelauget passer den store køkkenhave på herregården, forvalterhaven ved herregården og haven ved hedegården fra Vemb.

Museets haver er tilsået efter historiske haveplaner og med gamle, lokale sorter af frugt og grønt. Haveplejen udføres så vidt muligt efter datidens skik og brug med masser af håndkraft og omhu. Når medlemmerne er i gang på området, svarer de meget gerne på gæsternes mange spørgsmål, og tager sig tid til en snak om gamle sorter, dyrkningsmetoder og havepleje. Hvis du elsker havebrug og havearbejde, og har lyst til at arbejde med historiske haver og ældre og lokale plantesorter, er havelauget måske noget for dig.

Kontakt:
Kontakt havelaugets frivillige tovholder Anette Jonsen på Anettejonsen@gmail.com Havelauget arbejder hver tirsdag formiddag i herregårdens køkkenhave. Kig forbi og få en snak. Derefter kan du tage kontakt til frivilligkoordinatoren@natmus.dk

Frilandsmuseets møllerlaug formidler flere af museets møller
Frilandsmuseets Møllerlaug

Frilandsmuseets Møllerlaug

Frilandsmuseet har et aktivt og engageret Møllerlaug, som formidler museets vind- og vandmøller.

Hver søndag, sidste onsdag i måneden og på udvalgte tidspunkter, f.eks. ved juletid, åbner Møllerlauget nogle af Frilandsmuseets møller for museets gæster. Mølleværkerne kører, mekanikken vises frem, og på særlige dage males der mel af gamle kornsorter. Kontakten til publikum er både sjov og udfordrende. Vi får besøg af børnehaver og skoleklasser, børnefamilier og andre interesserede gæster.

Du behøver ikke at være uddannet møller eller håndværker for at være med. I Møllerlauget er lysten og begejstringen for møller og fortælleglæden det vigtigste. Vi er sammen om kurser og oplæring, og i løbet af året afholder vi hyggelige sammenkomster og tager på ture til møller udenfor Frilandsmuseet. Læs mere om at arbejde frivilligt i Frilandsmuseets Møllerlaug.

Kontakt:
Find os i museets møller hver søndag og sidste onsdag i måneden - eller kontakt
Hans Peter Poulsen (Oldermand)
Rosengårdsvej 17
2830 Virum
Mail: frilandsmuseetsmoellerlaug(at)gmail(dot)com
Mobil 2345 2531

Frilandsmuseets Smedelaug
Frilandsmuseets Smedelaug

Frilandsmuseets Smedelaug

Smedelauget arbejder i Stationsbyens smedje fra Rynkeby, hvor der er maskiner brugt i flere forskellige metalfag: en presse til at presse f.eks. mønter, en trykbænk til at dreje lampeskærme m.m., en remdrevet fjederhammer samt en åben esse og ambolt. Før i tiden blev der repareret landbrugsredskaber og vogne, skoet heste for landsbyens gårdmænd og husmænd. Smeden var ansat af bønderne som ejede smedjen. Senere i 1800-tallet blev smedjerne privatejede og smedene skulle have betaling for hver arbejdsopgave. Det kunne knibe med betalingen og historier fortæller at smeden tøjrede sin kat ved døren og når bønderne luskede af uden at betale sagde han: ’Du kan sige tak til min kat. Den får ikke andet at leve af!’.

Smedelauget vil være i smedjen fra Rynkeby fra den 14.juli 2024 hvor Frøsnapperbyen åbner i Frilandsmuseets stationsby. Indtil da vil smedelauget arbejde ved den mobile esse som er opstillet midt på museet ved gadekæret.

Du behøver ikke at være smed for at være med i smedelauget. Du skal have lyst til at snakke med gæsterne og have hænderne nogenlunde ordentligt skruet på. Smedelauget arbejder primært med fremstilling af kroge og andre små jernting ved essen sammen med gæsterne og demonstration af den store presse hvor der laves forskellige mønter.

Kontakt:

Max Braun er smedelaugets frivillige tovholder. Smedelauget arbejder i smedjen søndage i ulige uger og anden tirsdag i måneden. Kig forbi og se om det er noget for dig.

Frilandsmuseets brugsuddelerlaug

Frilandsmuseets brugsuddelerlaug

Brugsuddelerlauget står bag disken i brugsen fra Stadager på Falster. Brugsen er indrettet som en landbrugs kunne se ud omkring 1970. Brugsuddelerlauget sælger enkelte varer fra tiden samt kaffe, is, kage og slik. De fortæller om den nye tid, det nye smarte selvbetjeningssystem, nye varer, nye befolkningsgrupper på landet og meget mere.

Brugsen er en del af Frilandsmuseets Frøsnapperby, som åbner sommeren 2024. Brugsuddelerlauget er derfor med til at betjene børn og børnefamilier, fortælle om Ole Lund Kirkegaards figurer og i det hele taget sikre en munter, uhøjtidelig og autentisk stemning i butikken. Du skal ikke have særlige forkundskaber for at blive medlem, men du skal sætte høflig betjening og god service højt og have lyst til at give kunderne en minderig oplevelse i brugsen.

Kontakt Per Vandrup som er brugsuddelerlaugets frivillige tovholder. Kig forbi brugsuddelerne hver søndag i brugsen fra Stadager (nr. 80). I højsæsonerne er brugsuddelerlauget her oftere. Kontakt tovholderne om tidspunkter.

Frilandsmuseets Biavlerlaug

Frilandsmuseets Biavlerlaug

Biavlerlauget passer bistaderne, som står i herregårdshaven ved Fjellerup og ved gården fra Halland. Biernes honning var det mest almindelige sødemiddel før i tiden – rørsukker var dyrt, og det var først i slutningen af 1800-tallet, at roesukker blev udbredt og til at betale for almindelige mennesker. Udover den traditionelle honningmad er honning perfekt som smagsforstærker på frugt, i dressinger og marinader, i hakket kød, ved bagning og meget mere. Honningen fra Frilandsmuseets bier bliver solgt i museets butik. Alt dette fortæller biavlerlauget om når de om søndagen står ved bistaderne i den nordlige del af museet.

Kontakt:

Biavleren er ved bistaderne i herregårdshaven hver søndag fra maj til august 2025, kl. 13 -15. Derefter kan biavleren mødes til Høstmarked på herregården sidste weekend i september.
Kontakt gerne Per Faartoft som er frivillig tovholder i biavlerlauget.

Frilandsmuseets Køkkenlaug
Frilandsmuseets Køkkenlaug

Frilandsmuseets Køkkenlaug

Køkkenlauget finder du i museets største bygning - en lille herregård fra Fjellerup på Djursland. Til herregården hører også en smuk have, æblelund og en stor køkkenhave.
I køkkenet bliver der syltet, stegt, bagt og ja gennemført alle slags opgaver, der normalt foregik i et køkken i perioden 1880 til 1910. Råvarerne finder kokkepigerne gerne i den store køkkenhave.

Kokkepigerne er klædt i historiske dragter fra perioden, udlånt af museet og de byder museumsgæsterne velkommen til en god snak og smagsprøver lavet på det store brændekomfur.
Som hjælp til at lave de interessante og måske glemte retter, bruger kokkepigerne historiske kogebøger som fx Frk. Jensen og Madam Mangor. Kokkepigerne har viden og praktisk erfaring med sig i forhold til historisk mad og arbejdsprocesser og nye kokkepiger får hjælp og vejledning i form af sideoplæring og de får god indføring i gode rutiner for dermed at komme godt i gang med opgaverne.

Køkkenlauget møder i køkkenet omkring kl. 10 i weekender, i forbindelse med ferier og højtider samt til museets festligholdelse af påske, pinse, Kristi Himmelfart og jul. Dertil kommer særlige åbningsdage ved Høstmarked, sommerferie og Mølledage. I alt åbnes der i køkkenet omkring 62 dage på året. Museet forventer, at alle frivillige møder på museet minimum omkring 15 dage om året. Mødedage aftales med køkkenlaugets tovholder.
Er du interesseret, så kom og besøg os i køkkenet på en af vores åbningsdage. Kontakt gerne i forvejen køkkelaugets tovholder Kirsten Schneider på
k.schneider@mail.dk så dagens køkkenlaug kan møde dig og få en god snak.

Frilandsmuseets Håndarbejdslaug
Frilandsmuseets Håndarbejdslaug

Frilandsmuseets Håndarbejdslaug

I Frilandsmuseets håndarbejdslaugt har vi brug for kvinder og mænd i alle aldre som kan strikke, væve, orkere, sy, spinde, brodere, kniple samt evt fremstille snitmønstre på baggrund af gamle dragter.

Du skal være dygtig til dit håndarbejde og have lyst til at snakke med gæsterne som kommer forbi og fortælle om håndarbejdet, bygningen du sidder i og om museet generelt. Frilandsmuseet sørger for materialer og oplæring, så du får viden om håndarbejdets historie og om museet. Håndarbejdslauget er på museet søndage og onsdage samt udvalgte weekender og ferier samt 3 juleweekender. Læs mere om håndarbejdslauget.

Kontakt:
Kontakt frivillig tovholder Mary-Ann Jensen eller Marianne Sørensen eller kig forbi onsdag eller søndag og få en snak med håndarbejdslauget som plejer at sidde i gården fra Lundager (nr. 71) - eller spørg de omkringvandrende museumsværter hvor håndarbejdslauget sidder den pågældende dag.

Frilandsmuseets Landsbylaug

Frilandsmuseets Landsbylaug

Landsbylauget fortæller om livet på landet i begyndelsen af 1800-tallet. Det foregår i det lille hus fra Stenstrup som er indrettet så alt kan bruges: man må ligge i alkovens mørke, lave mad på det åbne ildsted, bage i den store bageovn, koge vand i gruekedlen, sidde ved langbordet og spille kort eller spise, arbejde ved snittebænken og meget mere. Krydderurterne i havens bede bliver brugt og alle kan prøve at pumpe vand op ved vandpumpen. Der bliver spillet spil og leget lege udendørs. Sammen med gæsterne sørger Landsbylauget for at det lille hus emmer af liv og aktiviteter, støj og møj, mad og dunster, sjov og arbejdsomhed. Landsbylauget er i Stenstruphuset alle lørdage og søndage samt i ferierne.

Kontakt:
Kontakt Gerda Børrild eller Chris Tupper som er frivillige tovholdere for Landsbylauget for henholdsvis kvinde- og mandegruppen. Eller kig forbi Stenstruphuset en weekend og få en snak med lauget.

Læs mere om landsbylauget.

Frilandsmuseets knivlaug

Knivlauget består af en engageret gruppe som er samlet om interesse for at fremstille knive. Det drejer sig særligt om fremstilling af skafter og skeder. Der arbejdes i mange forskellige sorter af træ samt bark og metaller, ben, plast og horn.

De særligt interesserede museumsgæster (i alle aldre) kan købe materialer til en kniv med skede (p.t. 200 kr.). Gæsterne deltager i færdiggørelsen af kniven på værkstedet. Det gælder både knivskaftet og læderskeden.

Knivlauget hjælper også børnene med at fremstille en lille nøglering i læder hvorpå forbogstav eller hele navnet kan trykkes. Børnene kan også lave en lille lege-tømmerflåde af pilekviste som de får med hjem - eller måske leger med i museets 'vandtrappe' ved Landkiosken midt på museet.


Kontakt:

Kontakt laugets frivillige tovholder Bjarne Haagensen eller kig forbi når knivlauget er i gården fra Ostenfeld (nr. 4) sidste søndag i måneden.