Tvillingegård fra Göinge, Skåne
Gården fra Näs sogn i Skåne er stor. Bygningen rummer to gårde under samme tag, og den husede to forskellige familier samtidigt.
Gården var en af de første til at blive flyttet til Frilandsmuseet. Museets stifter, Bernhard Olsen, fandt i gården nogle gamle og traditionsrige bygnings- og konstruktionstræk, som også var almindelige i Danmark langt tilbage i tiden.
Erhvervet 1899. Åbnet 1901.
Gårdens historie
De ældste dele af gården er bygget i 1600-tallet, og så er den udbygget i løbet af 1700-tallet.
Den lå i et skovbryn på grænsen mellem det sydskånske sletteland og det mere skovrige nordlige Skåne.
Familierne på gården har som deres sydskånske naboer hovedsagligt levet af kornavl og slettelandbrug, og deres landbrugsteknikker og metoder har mindet meget om de danske bønders.
Men samtidig har nærheden til skovrigt klippe- og kystlandskab givet området en særlig tone. Ude vestpå i Halland levede bønderne fortrinsvis af kysten og skoven, og fra Halland blev der skibet masser af tømmer til Danmark.
Gårdens indretning er meget forskellig for indretningen i danske bondestuer. Familien sov op opholdt sig i de lave, hvidmalede rum, som helt domineres af store pudsede ildsteder. Her foregik al daglig madlavning.
Folk og børn sov på de faste bænke, som findes rundt langs stuens vægge. Husherren og hans kone sov i et separat sengested. Hos danske bønder var det mere almindeligt med lukkede alkover, der næsten kunne være små rum i sig selv.
På hver side af hovedrummet findes herbergerne, siderum til dagligstuen. I herbergerne stod kister og skabe, på gulvet stod redskaber, man ikke brugte til daglig, og konens væv fandt også plads her.
Herbergerne kunne også rumme en gæsteseng og ekstra sovepladser. men da herbergerne typisk ikke kunne varmes op, var det en kold fornøjelse at overnatte i dem om vinteren.
Bygningen
Den store gård er anlagt som et langt, rektangulært anlæg med en græsklædt gårdsplads inden i firkanten.
Gården er delt på midten i to næsten lige store halvdele. Inde på gårdspladsen er grænsen mellem de to gårde og familier markeret ved en lille stakitkranset have nogenlunde i midten. I hver ende af den store gårdsplads står en brønd, så hver husholdning har sin egen.
Den lange gård er hovedsaglig bygget i bulkonstruktion. Væggene er lavet af store planker, buller, som er sat vandret ovenpå hinanden i en række lodrette stolper.
Denne byggemåde var også i Danmark den almindelige til langt op i middelalderen, emn den døde ud i løbet af 15- og 1600-tallet de fleste steder. I skovrige egne som det nordlige Skåne og det østsønderjyske fjordland holdt byggemåden sig meget længere.
Frilandsmuseets gård ser ud som i det tidlige 1800-tal, men dele af den er et par hundrede år ældre. Indvendig kan man se, at en del skillevægge er lavet af genbrugsplanker, for der er umotiverede huller og mærker efter ældre monteringer mange steder.
Gårdens ovn ligger i et lille selvstændigt bagehus lidt væk fra anlægget. Det mindskede brandfaren under bagning, og skikken med separate bagehuse kendes blandt andet også fra Bornholm.