Hjulmagerhus fra Kalvehave
Kalvehavehuset lå i Kalvehave på Sydsjælland, på en skovrig kystegn. Både skoven og skudefarten var vigtig for det lokale livsgrundlag.
Skuderne sejlede op og ned langs kysten med varer til købstæder som Køge og til hovedstaden København. Skoven gav materiale til områdets mange tøndemagere og kurvebindere, og flere lokale husmænd levede i høj grad af husfliden og træarbejdet.
Kalvehavehuset er langt, og rummer to boliger. I 1800-tallet boede to generationer fra den samme familie i huset.
Erhvervet 1948. Åbnet 1960.
Husets historie
Huset blev opført af en lokal bonde, Mikkel Rasmussen, i 1694 som bolig for en rytter - altså en ryttersoldat. Det var ganske lille, og rummede køkken, stue og kammer. Det lille rytterhus udgør nu Kalvehavehusets midterste 6 fag.
I 1733 fæstede Ole Hansen Brems huset, og han efterlod sig samme år enken Sidsel Sørensdatter. Hun giftede sig næsten straks med Thomas Hansen, som sad i huset de næste 33 år. Da han døde i 1766 var gælden i huset stor.
I 1766 fæstede Christan Jensen huset, og han giftede sig med den efterladte enke, Karen Hansdatter. I 1768 forsvandt familien fra byen og kilderne. De næste årtier skifter huset ejere nogle gange.
De nævnte familier var alle gadehusmænd, husmænd uden jordtilligende. De var nødt til at leve af dagleje, husflid , bødkerarbejde, skovarbejde eller andre indtægter ved siden af de ganske få dyr, som kunne opfedes på den lille ejendom.
I 1802 overtog fæster Rasmus Rasmussen huset, og han solgte det videre til sin ældste søn af samme navn, Rasmus Rasmussen i 1835, da han gik på aftægt som 62-årig.
Den yngre Rasmus var gift med Sophie Jørgensdatter. Da Sophie døde i 1841, blev parrets datter Kirsten hos faderen og førte hus. Hun ernærende sig selv som syerske. Han døede i 1844, hun i 1845.
Allerede i 1835 havde Kirstens broder, Rasmus Rasmussen overtaget stedet med sin kone Kirsten Rasmusdatter. Rasmus Rasmussen var typisk for egnen båndgører og husflidsmand. Han lavede tøndebånd af vidjer, træredskaber og husgeråd af træ og flettede kurve.
I 1866 giftede Niels, Rasmus ældste søn, sig med Dorthea Johannesdatter. Niels var hjulmand og allerede i 1850erne blev det større hjulmagerværksted indrettet i huset.
Huset havde allerede længe rummet to lejligheder, og Niels boede med sin familie i den store lejlighed med hjulmagerværksted, mens Rasmus boede i den lille lejlighed med det mindre båndgørerværksted. De to familier deltes om husets stald og hønsehus.
Niels ældste søn, Johannes gik i faderens fodspor og blev træskomager.
Bygningen
Husets centrale del med bageovn og køkkenskorsten er fra 1794 og på 6 fag, en skikkelse, som det beholdt til efter 1774.
Herefter kan man af brandtaksationer og udskiftningsforretninger se, at huset i flere omgange får bygget flere fag og rum til, indtil det omkring midten af 1800-tallet får den længde og rumfordeling det har nu, med et hjulmagerværksted og bolig med køkken i den ene ende, og en mindre bolig med køkkenskorsten og storstue/lille værksted og et par stald- og laderum i den anden ende.
Til huset hører et lille firkantet skur, og foran ligger en stensat savgrav. Savgraven er det hul, man stod i, når man skulle trække den store sav lodret op og ned gennem en træstamme for at save planker eller bjælker. Det krævede to mand - en i hullet, og en på et stillads over graven.
Skurets ene gavl er lukket med tangdukker, bundter af tang stukket beg og flettet om en række lodrette pæle i gavlen. I strandnære landsbyer brugte man tang som bygge- og tækkemateriale, til fyld i madrasser eller til brændsel. Det var en rigelig og gratis ressource.
En del af møblerne i Niels ende af huset er lavet af ham selv, og han var en habil snedker ved siden af hjulmagerfaget.
Husets have
Husets have er ganske lille, og ligger indenfor stendiget.
Den rummer krydderurter, farveplanter og blomster. Om vinteren blomstrer juleroser på diget