Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Havehuse på Frilandsmuseet

Lysthus fra Stege, Møn
Det gule lysthus fra Stege.

Lysthus fra Stege, Møn

Det lille gule havehus stod i en apotekerhave med udsigt ud over Stege Nor.

Det er fra 1800-tallet. Det søjlebårne udhæng var et almindeligt træk, og især anvendt i det tidlige 1800-tals lyst- og havehuse. 

På Frilandsmuseet blev det lille lysthus i mange år brugt som billetsalg ved museets nordlige indgang.

Nu ligger det som en hyggelig og dekorativ del af museets store spiseplads bag hovedgårdens køkkenhave.

Skydehus, hovedgården fra Fjellerup
Skydehus på Fjellerup Hovedgård.

Skydehus, hovedgården fra Fjellerup

Nederst i hovedgårdens have står der et lille hus af kampesten, bygget sammen med havens stendige.

Det er skabt som en lille middelalderfantasi, som man kunne have mødt dem i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor man var glad for alt, der smagte af historie.

Skydehuset blev brugt til jagt. Her kunne husherren sidde i ly i dårligt vejr og vente på, at fuglevildt eller småvildt gik forbi som lette mål.

Frilandsmuseets skydehus er en rekonstruktion, bygget til haven på museet. 

Lysthus fra park i Skovshoved
Havehuset er beklædt med rør og har stråtag.

Lysthus fra park i Skovshoved

Lysthuset stammer fra 1700-tallet og lå i en landskabelig park i Skovshoved.    

Godsejer A. P. Bernstorff ejede parken indtil 1785. Den var planlagt i datidens romantiske og landskabelige, engelske havestil, som hyldede det naturlige og utvungne med grønne lunde, store træer, søer og snoede stier.

Stilen kunne af og til forfalde til det kunstlede, for den krævede indlagte overraskelser og maleriske indslag i form af græske templer, stengrotter, vandfald eller eksotiske lysthuse.

Et sådant rustikt landligt indslag er Frilandsmuseets lille hytte. Udenpå er den beklædt med grove rør,  indvendigt var den smagfuldt tapetseret.