Fattighuset Greve hospital
Greve Hospital er et hus bygget til fattige, invalide og gamle, som ikke kunne forsørge sig selv.
Huset er fra 1700-tallet, men blev brugt til vekslende tiders forskellige typer forsorg til op i 1970erne. På museet er husets 7 lejligheder møbleret efter forskellige perioder i husets historie.
Den nyeste lejlighed viser tiden i 1960erne, da huset blev brugt til ældreboliger.
Erhvervet 1975. Åbnet 1984.
Hospitalets historie
Greve Hospital blev oprettet i 1710 som en stiftelse af Godsejerparret Margrethe Gjedde og Holger Vind på godset Gjeddesdal.
Af renterne på summen 3500 rigsdaler skulle der opføres og drives et hus for sognets fattige og invalide, som ikke havde mulighed for at forsørge sig selv. Præsten skulle administrere husets og dets drift.
Huset var delt i 7 lejligheder, som man kunne få tildelt, hvis man havde behov. De var gennem tiden beboet af enlige mødre, syge og gamle eller invalide. Beboerne har levet af en smule dagleje, husflid eller almisser.
Fra begyndelsen af 1800-tallet stiger armoden på landet. De store jordreformer tilgodeser især fæstebønder og selvejerbønder på større gårde, mens antallet af husmænd og jordløse landarbejdere vokser.
I løbet af 1800-tallet kom der mere pres på fattighuset, og i de små lejligheder med to rum kunne der godt bo flere forskellige familier på en gang.
Den sidste, lidt større lejlighed, var indrettet til læseren. Han var husets daglige opsynsmand, og havde ansvaret for at samle beboerne til andagt og opretholde god ro og orden. Han blev aflønnet for sine tjenester af præsten.
I 1900-tallet blev huset brugt som husvildebolig og til ældreboliger. Beboerne var gamle og enlige, typisk udslidte husmænd eller landarbejdere eller enker.I 1974 var der tre beboere på stedet. Johannes Dam, Edith Dorthea Feder og Hans Petersen.
Johannes Dam var 94 år.Fru Feder var hans husbestyrerinde, og hun fulgte med ham ved indflytningen på Greve Hospital, hvor de havde hver sin lejlighed. hun plejede ham til hans død i 1975.
Hans Petersen var en ældre, ugift murer, som levede af forskellige forefaldende arbejde.
Bygningen
Husets indretning forblev stort set uændret fra 1710 til op i 1900-tallet. Beboerne havde sjældent penge til forbedringer, og fattigvæsenet bekostede kun penge på nødvendigt vedligehold og reparationer.
I løbet af 1800-årene fik lejlighederne trægulve, og der blev indkøbt et antal brændekomfurer som afløsere for de åbne skorstensildsteder. Dem blev beboerne ved med at bruge til husets lukning omkring 1975.
I 1936 bekostede sognerådet en udendørs vandhane til deling mellem beboerne, og i 1940erne kom der elektricitet i huset.
Selve huset er bygget af svært egetømmer, og i 1710 har det været et flot og solidt byggeri. Lejlighederne var efter datidens standarder af en ikke ringe størrelse, og lige så gode som mange bondestuer på egnen.
Der var lerstampet gulv og et lille åbent skorstenskøkken med en bilæggerovn til stuen i dem alle sammen.
Ikke alle præster var lige gode til at få husets repareret i tide, og det var i perioder forfaldent. Omkring midten af 1800-tallet var præsten dog grundig og nidkær, og huset blev holdt i fin stand.