Gård fra Lundager
Gården fra Lundager er på alle måder en typisk, fynsk gård i sit udseende og indretning. Dens beboere var fæstebønder, og de var en del af den lokale bondeelite med masser af netværk og familieforbindelser på egnen.
På det milde Fyn med de rige marker og gode skove var gårdene tit store, og solidt byggede. I modsætning til sjællandske gårdes ene store køkkenskorsten har de fynske og østjyske huse to ildsteder. Et i bryggerset, og et i den daglige stue.
Erhvervet 1925. Åbnet 1934.
Gårdens historie
Gården tilhørte Brahesborg gods, og ud over en årlig fæsteafgift betalte fæsterne deres leje af jord og gård i form af hoveriarbejde og hoverikørsel på godsets marker og i godsets skove.
I løbet af 1800-tallet afløstes hoveriarbejdet af en fæsteafgift i rede penge, og i 1882 blev gården solgt til fæsterne til selveje.
Den første kendte fæster på gården er Hans Christensen, gift med Sitzel Jacobsdatter. De faldt bort i 1753, og fæstet blev overtaget af Lars Rasmussen, som efter eget tilbud giftede sig med en af de efterladte døtre.
Han var ung, og det har været en hård start, for han skulle forsørge sin kones tre umyndige søskende og overtage gårdens gæld.
I 1786 gentog historien sig. En af hans ugifte døtre måtte gifte sig med en karl fra nabolandsbyen, Rasmus Mouritzen, som overtog fæstet. Rasmus var da 23 år gammel, og hans nye kone var 30. Rasmus arbejdede sig op til at blive sognefoged, og han og konen sad på gården de næste 40 år.
De gik på aftægt hos sønnen Lars Rasmussen omkring 1828. Han og konen Ane Hansdatter fik omkring 7 børn, og fire af dem forblev ugifte hos deres mor for at drive gården videre. Det var disse fire, som i 1882 købte gården til selveje. I 1922 var der kun en tilbage, Lars Larsen.
I 1924 blev gården solgt til Frilandsmuseet.
Bygningen
Gården fik sin nuværende skikkelse omkring år 1800, måske lidt før. På et jordekort kopieret i 1805 fra et kort fra 1793 ses den som en firkant med tilbygget vævestue.
Dele af gården er væsentligt ældre, og i en af stuehusets døre finder man et årstallet 1747 og en række initialer. Gården er løbende blevet ud- og ombygget med den seneste årstalsangivelse i 1830 på endnu en dørbjælke.
Et af de karakteristiske, fynske træk ved gården er de stolper, suler, som bærer dele af gårdens tag. I stedet for at lade tagspærrene hvile på gårdens vægge, hænger de ned fra en svær bjælke, åsen, øverst.
Åsen hviler i hele bygningens længde på en række stolper ned gennem huset. Denne byggemåde har rødder langt tilbage i tiden, og holdt sig i nogle områder af Danmark.
Sulerne og den svære ås er synlige i gårdens lade.
Huset er et kaminhus. Det har to ildsteder, et i bryggerset, og et i den daglige stue. I bryggerset foregik al det tunge, beskidte og hårde arbejde med fødevarerne; slagtning, brygning, mostpersning, plukning af fjerkræ eller bagning af brød.
I bryggersildstedet finder vi også en maltkølle, som sørgede for røg til den byg, der lå til tørre på flettede plader i skorstenen. Den røgede byg var en vigtig ingrediens i til ølbrygningen, som foregik ca. hver anden måned.
Bindingsværket er efter fynsk skik malet i en farve, her rød. Tavlene er kalket hvide, og det svære stråtag har mønning af halm med kragtræer til at holde det fast.
Gårdens have
Gårdens have er en stor og frodig fynsk landbohave efter gammel skik
Den rummer krydderurter, grønsager, frugttræer, bærplanter. Et markant indslag er humlestængerne, som rager meterhøjt i vejret.