Slægtsforskning og modstandsbevægelsen

Desværre er det ikke så let at finde oplysning om, hvad et familiemedlem har foretaget sig i forbin­delse med deltagelse i modstandskampen. I mange tilfælde er det helt umuligt.

Under selve besættelsen var man selvfølgelig forsigtig med at skrive for meget ned eller gemme på papirer, som kunne være afslørende. I befrielsessommeren 1945 kunne modstandsgrupperne deri­mod godt opbygge arkiver med styrkelister osv. Men de arkiver, der blev opbygget, tjente netop helt aktuelle administrative formål. De blev ikke opbygget for at dokumentere gruppernes eller enkelte modstandsfolks aktiviteter for eftertiden.

Ydermere har der ikke været nogen regler for, hvor disse papirer skulle ende. Nogle er havnet på Rigsarkivet, på Frihedsmuseet, på landsarkiverne eller på lokalhistoriske arkiver. Men meget er også gået tabt, når de mennesker, som lå inde med papirerne, er døde.

Et sted at starte er Modstandsdatabasen, som er opbygget af Frihedsmuseet. Modstandsdatabasen bygger på de styrkelister over undergrundshæren, som blev optegnet efter befrielsen, og på gennemlæsning af den vigtigste litteratur om modstandsbevægelsen.

Derudover kan man sige, at jo værre det er gået en person, jo lettere er det at finde oplysning om vedkommende.

Biografier af de modstandsfolk, som blev dræbt under besættelsen kan findes i bogen Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45 (2. udg., 1990), der også indeholder henvisninger til yderligere materiale.

De mennesker, der blev deporteret til koncentrationslejr uden for Danmark, er fortegnet på lister i Jørgen Barfods bog Helvede har mange navne (2. udg., 1994). Mange af dem, der overlevede, har udfyldt spørgeskemaer, som opbevares på Frihedsmuseet.

Derimod findes der ingen fuldstændig fortegnelse over de mennesker, som sad fængslet i Danmark, f.eks. i Horserødlejren eller Frøslevlejren. For nogle, men langt fra alle, kan man finde oplysning om tid og sted for deres fængselsophold i kopier, som Frihedsmuseet lig­ger inde med, af optagelsesblanketterne til en af efterkrigstidens fangeforeninger. Men blanketterne giver ikke oplysning om de pågældendes forudgående modstandsarbejde.

Frøslevlejrens Museum har opbygget et kartotek over de tidligere fanger i lejren. For så vidt der er taler om modstandsfolk, kan de muligvis søges frem her. Ellers må man rette henvendelse til Frøslevlejrens Museum.

Oplysning om de modstandsaktiviteter, en person har været involveret i, kan man for det meste kun finde, hvis vedkommende selv eller en af hans kammerater efter krigen har gjort sig den ulejlighed at skrive en beretning om det. Det har mange gjort, enten på opfordring af historikere eller som et bidrag til familiehistorien med børn og børnebørn som de umiddelbare læsere. Mange har sendt kopi af sådanne beretninger til Friheds­museet, så også interesserede uden for familien kan få glæde af dem. Om Frihedsmuseet ligger inde med en bertning fra en given person, kan man undersøge via museets kataloger på nettet.

Men der er selvfølgelig mange flere modstandsfolk, som aldrig har skrevet noget ned om deres oplevelser, og i de tilfælde er det i praksis umuligt at finde ud af, hvad de har været med til.

Man skal være klar over, at modstandsbevægelsen frem til 1943 bestod af relativt få mennesker. Den store rekruttering fandt først sted fra 1944, da man på opfordring af englænderne begyndte opbygningen af en undergrundshær, de såkaldte ventegrupper, som først skulle træde i aktion, når det kom til kamphandlinger i Danmark. Sådanne kamphandlinger kom det aldrig til, fordi tyskerne overgav sig uden kamp d. 5. maj 1945. Derfor kom nogle grupper først i aktion efter befrielsen med vagttjeneste, arrestationer osv. Til gengæld betyder ordet ’ventegruppe’ ikke, at grupperne blot ventede. De skulle lære sig at bruge våben og sabotageudstyr, og mange lavede også aktioner som et led i ’træningen’. Hvis et familiemedlem har fortalt om deltagelse i en sabotage, kan man altså ikke regne med, at vedkommende så har været sabotør i f.eks. BOPA eller Holger Dan­ske. Det kan godt være, at han var tilknyttet en ventegruppe som ikke var tilfreds med blot at vente.