Melanesien
Da europæerne kom til Melanesien, mødte de en fremmedartet og voldsom billedverden af fantastiske figurfremstillinger og rige udsmykninger.
Denne frodige og dramatiske billedkunst var frembragt af små klanopdelte samfund baseret på svedjebrug og uden brug af metalredskaber.
Til trods for de enkle dyrkningsformer var der ofte tale om en overskudsøkonomi, der gav anledning til et rigt ceremonielt liv med store gaveudvekslinger af svin, rodfrugter og værdiobjekter.
Forfædrekult
Det var 
især det religiøse liv i mandskulten og klanhuset, der var anledning til den kunstneriske udfoldelse i form af figurer og masker, musik og dans. De mange ceremonier var led i dyrkelsen af forfædrenes ånder eller overgangsritualer, der bragte en person fra én statusposition til en anden. Bag hele den rituelle udfoldelse lå en rig mytologi.
Den religiøse kunst var mændenes anliggende og blev udført af særligt talentfulde personer, som nød stor agtelse. Fremstillingen af kultgenstandene foregik i mandshuset, der ofte var et imponerende bygningsværk, både i størrelse og udsmykning. Mandshuset var også centrum for det politiske liv, som hang uadskilleligt sammen med det religiøse.
Med forfædrenes vigtige plads i mytologien er det naturligt, at menneskefiguren er blevet det dominerende motiv, ofte gengivet med overdimensioneret hoved og fremhævelse af kønnet. Mere vægtet end den realistiske fremstilling er symbolske former, der kan gøre skjulte kræfter synlige og fremkalde bestemte associationer hos samfundets medlemmer. Dyr som krokodiller og fugle er også hyppige motiver.
Nogle steder i Melanesien har i Vesten opnået særlig berømmelse for deres kunst. Et af dem er egnene langs Sepik-floden i det nordlige Papua Ny Guinea; et andet er området omkring byen Maprik, nord for Sepik-floden.
I udstillingerne Jordens Folk og Etnografiske Skatkamre kan du se genstande fra Papua Ny Guinea – fra Sepik-floden og Maprik – og fra Vanuatu.