Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Figurer fra dødekult på Ny Irland i Melanesien. Udstillet i Etnografisk Samling
Figurer fra dødekult på Ny Irland i Melanesien. Udstillet i Etnografisk Samling

Oceanien

Oceanien er en fællesbetegnelse for de mange øer og øgrupper, som er spredt udover især den sydlige del af Stillehavet. Geografisk inddeles Oceanien i tre områder: Mod sydvest Melanesien med verdens næststørste ø Ny Guinea, mod nordvest Mikronesien, og mod øst Polynesien med Hawaii i nord og Ny Zealand i syd. Desuden henregnes Australien ofte til Oceanien.

Allerede for mere end 40.000 år siden var Ny Guinea befolket af mennesker fra hvem Melanesiens papuansk-talende folk nedstammer. For ca. 5.000 år siden begyndte austronesisk-sprogede folk fra Sydøstasien at sprede sig i Oceanien.

Deres talent for kanobyggeri og navigation gjorde dem meget mobile, og de blev forfædre til befolkningerne i Polynesien, Mikronesien og visse dele af Melanesien.

Efterhånden opstod der mange lokale sprog og der skete en vis blanding af de forskellige befolkningsgrupper i det vidtstrakte område. Der er store kulturelle forskelle i Oceanien, men der findes også mange fællestræk. Mange områder har været nært knyttet til hinanden gennem regionale handelsnetværk, og havet er snarere blevet set som noget der forbandt end adskilte forskellige øers folk.

I udstillingen Etnografiske Skatkamre på Nationalmuseet kan du opleve samlinger fra Mikronesien, bl.a. en kriger fra Gilbert-øerne, både, fiskeredskaber, ceremonielt udstyr, bastvævninger og smykker, samt genstande, der fortæller om jagt, krig, dagligdag og kult hos aboriginerne i Australien.