Grass dance
I en eksplosion af farver hvirvler Grass-danserne rundt. Bevægelse er liv. Stilstand er død. ’Grass-dansen’ er fysisk krævende og danses af de unge mænd. Når de lange frynser svinges til trommesangens rytme, gengiver de præriegræssets bølgende bevægelser. Dansen stammer fra Pawnee-indianerne, men bredte sig fra midten af 1800-tallet over hele prærien. Dansens navn hentyder til de græsbundter, danserne engang bar i bæltet som en hale. Græsset skulle forestille skalpe fra overvundne fjender. I dag er græsset erstattet af frynser.
Dragten
Grass-danserdragten er farvestrålende og syet i kunststof. Den består af skjorte, bukser, forklæde, benpaneler og mokkasiner. Til Grass-dansen hører også en hovedprydelse af indfarvede dyrehår, en såkaldt ’roach’. Ofte er der anbragt en ørnefjer i toppen. Typen opstod hos Pawnee-indianerne i midten af 1800-tallet. De røde, gule og sorte farver var knyttet til en religiøs ceremoni om ild og helbredelse.
Denne Grass-danserdragt er indløst i 2011 hos pantelåner. Dragten har tilhørt flere mandlige medlemmer af Good Bear-familien fra Northern Cheyenne-reservatet og er indløst med deres samtykke. Mokkasinerne var nye, da familien blev tvunget til at pantsætte dem