Den indonesiske ø Nias
Etnografisk Samling har en stor og veldokumenteret samling fra Nias. Øen Nias er placeret øst for den meget større indonesiske ø Sumatra.
Den er blevet beskrevet som fjern og isoleret fra omverdenen, men øens fascinerende kultur og historie er blevet formet i et samspil med omverdenen gennem mere end tusind år.
Indtil kolonisationen handlede Niasfolkene med handelsfolk fra Sumatra og Sulawesi, og efterhånden også fra England og Holland.
Niashøvdingene ville gerne opretholde gode handelsforbindelser med europæerne, men de havde ingen interesse i at lade sig kolonisere eller omvende til kristendommen.
Da hollænderne forsøgte at tage den militære og politiske kontrol med Nias, mødte de stærk modstand fra de sydlige landsbyer, der var særdeles velorganiserede.
De veltrænede hære holdt i mange årtier stand mod det hollandske militær. Først efter det endelige nederlag til hollænderne i 1909 begyndte den gradvise tilvænning og overgangen til kristendom.
Turisme på Nias
I vor egen tid har især turismen medført en renæssance i forestillingen om forfædrenes traditionelle kraft. Lokalt mener man, at turister tiltrækkes af arven fra forfædrene i form af de traditionelle huse og stenskulpturer, såvel som i form af stranden og surfing – området, der også anses for forfædrenes arv.
Niasfolkenes nutidige forståelse af turismen ligger i direkte forlængelse af mange af deres traditionelle forestillinger og myter om folk fra andre steder, man har handlet med. Ved at sammenligne med historien kan man derfor også vise, at nutidens turisme slet ikke er så utraditionel eller uautentisk, som man kunne være tilbøjelig til at tro.
Lægen Agner Møller
Den danske læge Agner Møller opholdt sig på Nias i 1925-27. Det var en tid, hvor de fleste kunne huske og fortælle om samfundsordenen før kolonisationen, og hvor kristendommen endnu ikke havde slået rod i befolkningen. Agner Møllers største succes bestod i, at han under meget vanskelige forhold skaffede det danske Nationalmuseum en enestående samling af genstande fra øen deriblandt et høvdingehus.
Agner Møller fik under store besværligheder nedtaget høvdinghuset, nu forestod arbejdet med at få transporteret kasserne ud til kysten. Derfra blev kasserne transporteret til Danmark af ØK og uden beregning, som det var skik og brug.
Efter samlingens hjemkomst, blev sagerne pakket ud og registreret af Thomas Thomsen der var inspektør på Etnografisk Samling. Thomsen havde i sin tid skrevet til Agner Møller, som han i øvrigt ikke kendte, og bedt ham om at indkøbe nogle enkelte genstande til Nationalmuseet. Samarbejdet fortsatte de næste par år og var forbilledligt på trods af afstanden. Der opstod et fader-søn forhold, som bestod indtil Thomsens død i 1937.
Huset var ikke det eneste Agner Møller hjembragte. Han giftede sig med en yngre høvdingedatter fra Nias og selvom et sådant forhold ikke var et særsyn i hollandsk Indonesien, brød han alle konventioner ved at tage hende med til Danmark.
Jesper Kurt-Nielsen, arkivar